Først skyllede massevis af enorme brandmænd ind på Hornbæk Strand.
Nu har de også lagt vejen forbi København, hvor de indtil videre er set i Sluseholmen og Nordhavn.
Og det er et spektakulært syn, hvis man spørger Jens Peder Jeppesen, der er havbiolog samt akvarie- og museumschef på Øresundsundsakvariet.
»Det er meget usædvanligt og samtidig enormt fascinerende. Jeg har aldrig set så store brandmænd i det danske farvand. Jeg ved, de kan blive rigtige store, hvis de får nok at spise, men jeg har aldrig set det på den måde før,« fortæller Jens Peder Jeppesen til B.T.

Årsagen til at brandmændene nu begynder at drive mod København skyldes flere faktorer. Men hovedsageligt skyldes det nogle specielle vind- og strømforhold, påpeger han.
Brandmændenes størrelse skyldes, ifølge Jens Peder Jeppesen, at brandmændene har ligget op ad gopler i Hornbæk, der lå i dynger ved siden af.
»Når de er i det samme område, kunne det godt tyde på, at brandmændene er begyndt at spise dem,« fortæller han.
At de er begyndt at drive mod Københavns Havn betyder også, at du skal være opmærksom i den kommende tid, hvis du har planer om at vinterbade.

»Det er klart, at man som vinterbader skal passe på. Men som regel svømmer man sjældent langt væk fra kajen eller saunaen, så mon ikke, man kan se, om der er nogen brandmænd i nærheden. Det lumske ved dem, det er, de har de her lange fangtråde op til 30 meter efter sig.«
Men står det til Jens Peder Jeppesen, så kan det kun gå for langsomt med at komme ud for at se på dem.
»Det er jo fantastiske og utrolig flotte dyr. Jeg kan kun opfordre folk til at tage ud for at kigge på dem,« slår han fast.