Det skulle have været en hyggelig dag under en stegende dansk sommersol, men for en række kvinder, der besøgte naturområdet Karlstrup Kalkgrav i Solrød, blev lørdagen alt andet end hyggelig.

Her blev adskillige piger og kvinder mellem 14 og 34 år nemlig overfaldet af en mand, som først havde blottet sig for dem og var kommet med seksuelle opfordringer, hvorefter han angiveligt havde slået, sparket og spyttet dem i ansigtet.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Den 29-årige mand fra Greve blev anholdt ved den populære badesø kl. 18 lørdag aften.

Manden var imidlertid ikke videre tilfreds med anholdelsen, og han tyede derfor til at råbe nedladende efter politibetjentene, efter at han var blevet anholdt. Han blev derefter afhørt om tre sigtelser mod ham, men anklagemyndigheden vurderede ikke, at manden skulle fremstilles i grundlovsforhør.

Derfor er manden nu løsladt og kan se frem til at blive indkaldt til et retsmøde, hvor sagerne om vold, blufærdighedskrænkelse og fornærmende tale til polititjenestemænd skal afgøres.