I Danmark valgte vi at gå langsommere frem – de hurtige vaccinebeslutninger truer nu Storbritanniens coronasucces

Længe lignede Storbritannien hele Europas vaccinevinder. Landet kunne, fri af EU, godkende vacciner på rekordtid og bruge dem i strid med resultaterne af de kliniske forsøg. Nu rammes landet hårdt af den langt mere smitsomme deltavariant fra Indien – og så er det ikke så sjovt mere. Herhjemme har vi enten været kloge eller heldige.

I månedsvis kiggede hele Europa misundeligt over kanalen mod Storbritannien, der endelig var herre i eget hus.

Friheden fra Den Europæiske Union blev i december grebet til at gå solo i vaccinationskampen mod coronapandemien, der sent i 2020 igen lammede Europa.