358.000 kroner.

Det er, hvad brandmand, fællestillidsrepræsentant og medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet Andreas Keil modtager i årligt vederlag for at være næstformand i Metroselskabets bestyrelse.

Ifølge socialdemokraten selv indebærer bestyrelsesposten 18 møder om året. Det betyder, at han tjener lige i underkanten af 20.000 kroner per møde. Spørgsmålet er, om dette er et højt eller mindre attraktivt vederlag.

Andreas Keil er ikke i tvivl:

»Det er en meget, meget flot hyre. Det synes jeg bestemt. Arbejdet indebærer dog også et stort ansvar. Det er et ekstremt detaljeret materiale, vi skal sætte os ind i. Virkelig detaljeret, så der er meget at sætte sig ind i, men det er så også en flot hyre,« mener han.

Socialdemokraten peger på, at han arbejder som brandmand ved siden af sit politiske virke, hvor han tjener i omegnen af 30.000 kroner månedligt:

»Jeg er brandmand til daglig, så jeg tjener ikke særlig meget. Jeg tjener cirka 30.000 kroner om måneden, så hvis man ser det i det lys, er det et stort vederlag, jeg modtager.«

Den socialdemokratiske tillidsmand er ikke den eneste politiker i Københavns Borgerrepræsentation, der modtager vederlag for at bestride en bestyrelsespost. En lang række politikere på Københavns Rådhus repræsenterer kommunen i forskellige selskaber, som kommunen har en politisk interesse i.

Det kan være selskaber som netop Metroselskabet, forsyningsselskabet HOFOR eller udviklingsselskabet By & Havn, hvor et menigt medlem i sidstnævnte selskab modtager 130.000 kroner årligt. Posterne bliver som regel fordelt efter et kommunalvalg, hvor partierne konstituerer sig.

Vil droppe vederlag

Diskussionen om politikeres vederlag i Københavns Kommune er blevet aktuel, efter at Dansk Folkeparti i København har foreslået at afskaffe politikernes vederlag for bestyrelsesposterne for til gengæld at hæve den årlige grundløn for at sidde Borgerrepræsentationen med 12.000 kroner.

Ifølge Dansk Folkeparti skal fjernelsen af vederlaget sikre, at politikerne ikke vælger en bestyrelsespost, fordi den er attraktiv rent økonomisk. Dansk Folkeparti mener også, at der findes eksempler på, at arbejdsindsatsen ganske enkelt ikke er lønnen værd.

Andreas Keil (S), der altså selv modtager 358.000 kroner årligt for posten i Metroselskabet, fortæller, at han bruger omtrent 15 timer, hver gang han skal deltage i et bestyrelsesmøde i Metroselskabet. Ifølge socialdemokraten varer et møde cirka tre til fire timer.

Andreas Keils kone kan imidlertid bevidne, at bestyrelsesposten indebærer »rigtig meget arbejde«, siger han.

Det kræver en vis hyre, hvis vi gerne vil have folk til at gå ind i politik og bestyrelsesarbejde, lyder budskabet fra Andreas Keil, der udover at sidde i Borgerrepræsentationen også arbejder som brandmand.
Det kræver en vis hyre, hvis vi gerne vil have folk til at gå ind i politik og bestyrelsesarbejde, lyder budskabet fra Andreas Keil, der udover at sidde i Borgerrepræsentationen også arbejder som brandmand. Søren Bidstrup

Han mener desuden, at en bestyrelsespost bør medføre en lønpose af en vis størrelse, fordi den skal kompensere for det mere almindelige arbejde, politikerne ikke kan passe i samme grad på grund af deres politiske virke:

»Der ligger både meget arbejde og ansvar i posten. Til gengæld får man mange penge tilbage den anden vej, men det mener jeg, at man bliver nødt til at give, hvis man vil have nogle politikere, der gerne vil dedikere al sin tid til politik og bestyrelsesarbejde,« siger socialdemokraten.

Andreas Keil overtog posten efter overborgmester Lars Weiss (S), som måtte fratræde posten, fordi han netop skulle være borgmester.

20.000 kroner per møde

Andreas Keil mener imidlertid også, at man politisk kan tage en drøftelse af, om vederlaget skal sænkes:

»Det, jeg tjener på at deltage i enkelt møde, er sådan set i nærheden af det, jeg tjener som brandmand på en måned. Så på den måde synes jeg, at det er en flot løn. Så man kan sagtens tage en drøftelse om, hvorvidt vederlaget for visse poster er for højt. Det synes jeg helt bestemt,« mener Andreas Keil.

Cheanne Nielsen (DF), der er bannerfører på forslaget, mener desuden at vide, at bestyrelsesposterne i visse tilfælde bliver brugt som »holdkæftbolsje« i politiske studehandler.

Det vil sige, at en bestyrelsespost bliver givet til en politisk modstander mod, at vedkommende til gengæld dropper et andet krav i politiske forhandlinger. Dette kan Andreas Keil ikke genkende:

»Det er ikke noget, jeg har hørt om. Ikke i vores parti. Så det må være noget, der foregår i hendes eget parti,« siger han og fortsætter:

»Hvis nogle politikere tager en post for pengenes skyld, må det være deres eget ansvar. Jeg synes, at man skal kunne se sig selv i spejlet.«