Den 44-årige folkeskolelærer Frank Stahr har ikke højdeskræk. Han sidder gerne i solen på sin store altan på fjerde sal i Kongshøjgade på Vesterbro i København, men han fik nu alligevel en noget dårlig fornemmelse i kroppen, da det en dag i 2016 bankede på døren.
To år forinden havde han og flere andre beboere i andelsboligforeningen fået opsat altaner. Foreningen havde, som tusindvis af andre københavnere de senere år, valgt familiefirmaet Altan.dk fra Sorø til opgaven, og det var der, husker Frank Stahr, en særlig grund til: Altan.dk kunne opsætte altaner i stor højde uden at bryde gulve op i hans lejlighed.