Sløret foto afslørede Vesterbro-altan hænge i med det yderste af neglene

Københavns Kommune forlangte en altan i stor højde på Vesterbro »forstærket«, da det stod klart, at den var opført ulovligt og efter alt at dømme bare var sat fat i en tynd ydermur. Kun beboerens månedlange stædighed fik altanfirmaet til at tage altanen ned og forstærke den – på fjerde sal forstår beboeren Frank Stahr stadig ikke, hvorfor kommunen ikke for længst har undersøgt alle andre altaner på fjerde sal, der er opsat af samme firma.

Frank Stahr har købt en altan af altanfirmaet Altan.dk, men den viste sig ikke at hænge ordentligt fast. Mathias Svold

Den 44-årige folkeskolelærer Frank Stahr har ikke højdeskræk. Han sidder gerne i solen på sin store altan på fjerde sal i Kongshøjgade på Vesterbro i København, men han fik nu alligevel en noget dårlig fornemmelse i kroppen, da det en dag i 2016 bankede på døren.

To år forinden havde han og flere andre beboere i andelsboligforeningen fået opsat altaner. Foreningen havde, som tusindvis af andre københavnere de senere år, valgt familiefirmaet Altan.dk fra Sorø til opgaven, og det var der, husker Frank Stahr, en særlig grund til: Altan.dk kunne opsætte altaner i stor højde uden at bryde gulve op i hans lejlighed.