Skimmelsvamp, huller i taget og ingen brandtrappe: Beboere og politikere advarer om »betændt boligskandale« på Frederiksberg

Adskillige skader, fejl og mangler i Frederiksbergs kommunale beboelsesejendomme fortæller tilsammen en større historie om svigt, lyder det fra fortvivlede beboere. Socialdemokratiet og Enhedslisten kalder forholdene en »skandale«. De Konservative afviser, at de vender ryggen til problemerne.

Frederiksbergs kommunale ejendomme, hvor nogle af kommunens mest udsatte borgere bor, er i så dårlig og misligholdt forfatning, at mange beboere er utrygge. På Lyøvej 12 er der revner i vægge og søjler, tynde, slidte døre og ingen brandtrappe. Beboer Lamin Coker siger, at han i årevis har forsøgt at få kommunen til at gøre noget ved problemerne. Hans nabo, Ruslana Hanzenko (på billedet), har ingen varme i lejligheden, og der gror mug op ad væggen i køkkenet. Asger Ladefoged

Ejendommene ligger på pæne veje, blandt pæne huse og grønne træer. Alt det, som i manges bevidsthed karakteriserer det historiske og fine Frederiksberg.

Men beboerne er fortvivlede. For de bor langt fra »pænt«, siger de, og flere er bekymrede for deres egen og deres familiers helbred og sikkerhed.