Tidligere minister Pernille Rosenkrantz-Theil bliver beskrevet som storfavorit til at afløse Sophie Hæstorp Andersen som spidskandidat for Socialdemokratiet i København til næste års kommunalvalg.

Men allerede inden, hun overhovedet er blevet kåret som partiets spidskandidat til overborgmesterposten, bliver hun mødt af kritik af de siddende borgmestre i København.

Hun bliver ifølge Politiken blandt andet kritiseret for som social- og boligminister at være blevet »et dyrt bekendtskab« for kommunen.

En ministerpost, som hun netop har overdraget til Sophie Hæstorp Andersen.

Således har socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) svært ved at få øje på, at der fra Pernille Rosenkrantz-Theils side har været interesse eller forståelse for de sociale udfordringer med blandt andet hjemløse, som en storby som København står over for.

Helt konkret henviser Karina Vestergård Madsen til en stor hjemløsereform, som er blevet behandlet og gennemført, mens Pernille Rosenkrantz-Theil var minister.

Ifølge socialborgmesteren har København med 1.500 hjemløse mere end svært ved at leve op til reformen, og den betyder, at kommunen i år og næste år går glip af samlet 151 millioner kroner.

»Ind i kampen« 

Pernille Rosenkrantz-Theil afviser blankt kritikken.

»Jeg bliver nødt til at sige, at lige præcis med det med hjemløshed, der må København komme ind i kampen,« siger hun til Politiken.

Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester, Jens-Kristian Lütken, siger ifølge Politiken om reformen, at »det er lovgivning, som er blevet vedtaget, mens hun (Pernille Rosenkrantz-Theil, red.) har været minister«.

De mange mistede millioner kroner får børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) til at beskrive Pernille Rosenkrantz-Theil som »et dyrt bekendtskab« for kommunen.