Et flydende køkken. En 70er-sofa med kaptajn. En flydende dagligstue, man selv skal styre.
Københavns Havn bliver i de kommende måneder lidt mere uforudsigelig, når fire ud af 20 indsendte projekter skal realiseres. By&Havn kastede i maj en opgave ud til virksomheder, foreninger og private: Kom med ideer til nye spændende projekter i »det blå byrum«, så ser vi på det og realiserer nogle af dem.
Den store interesse for borgerinddragelsen viser, ifølge By&Havn, at der er behov for nye tiltag, så havnen kan blive åbnet op for nye ideer og aktører.
Den 48-årige iværksætter og altmuligmand, Max Kim Tobiasen, er en af dem, der får søsat sin idé: En tømmerflåde med en brun 70er-sofa og et gult kakkelbord. Med plads til 12 og en pris på 1.200 kroner i timen sejler sofaen, med Max Kim Tobiasen som kaptajn, gæster rundt i Havnen og tilbage til, hvor man stod på eller til en anden destination i havnen. Man kan praje eller bestille tømmerflåde og sofa via boatie.dk.

Flåden byggede Max Kim Tobiasen sidste sommer for at se, om ideen holdt. Det gjorde den. Også kommercielt. Han fik de nødvendige tilladelser fra Søfartsstyrelsen, og i dag kan alle blive en del af en af havnens nye overraskelser.
»Flåden bringer altid et smil på læben, for det, du mindst af alt venter at se i havnen, nok er en hjørnesofa fra 70erne. Det er det, der gør det populært, tror jeg.«
Mest overrasket blev Max Kim Tobiasen over, hvem der indtil videre har lejet ham og hans flydende sofa. For det er ikke 18-års fødselsdage og polterabendselskaber, som han forventede:
»Jeg har uforholdsvis mange kvinder i 40erne og 50erne og mange pigefrokoster fra Sluseholmen.«
Kvinder får ikke ståpik af at styre båden. De vil måske hellere sidde og drikke rosé og hygge.Max Kim Tobiasen, idémanden bag projektet 70erne sejler til nutiden
Max Kim Tobiasens lommeanalyse af, hvorfor det forholder sig således, lyder:
»Jeg tror, det er noget med, at mænd godt kan lide at styre deres eget liv. Og båden. Kvinder får ikke ståpik af at styre båden. De vil måske hellere sidde og drikke rosé og hygge. Okay, det er måske en relativ sexistisk analyse.«

Har du selv en idé til projekt i Københavns Havn, så find ansøgningsformularer her.
En anden udvalgt idé til aktivitet i Københavns Havn er Rasmus Øgelunds SUP Center. SUP står for Stand Up Paddle boards.
Rasmus Øgelund er medindehaver af Copenhagen Surf School og har i flere år udbudt kurser i at padle på en SUP. Det nye er, at firmaet nu tilbyder, at man spontant og uden kursus kan leje en SUP og padle derudad. I løbet af sommeren vil det ske på Sluseholmen, på Holmen ved Hal C og i Nordhavn til 95 kroner i timen, fortæller idémanden.
»Vi vil gerne have flere folk på vandet og til at nyde byens fantastiske havn,« siger Rasmus Øgelund.
»Danmark har over 8.750 kilometer kystlinje, og det højeste punkt er kun lidt over 170 meter, så vi synes, det er underligt, at der er en halv million mennesker, der tager på skiferie og kun få tusinde, der dyrker surfsport.«
De tre andre udvalgte ideer er en flydende »stue« med plads til 12 med bord og bænke og lille påhængsmotor. Stuen med påhængsmotor kan man booke og selv sejle rundt i havnen med. Ideen er skabt af Cph. Raft Entertainment.
Et flydende køkken, udtænkt af folkene bag Restaurant Vandvid, vil også se dagens lys i sommer. Herfra vil der blive serveret økologisk og klimavenlig mad til gæster i havnen.
Et enkelt af de realiserede projekter er allerede blevet afholdt. Det var Sydhavns Kirkes pinsefest med vandaktiviteter for børn, musik og madboder.