Prisen på Lynetteholm stiger – »bekymrende« og »frustrerende« lyder det fra nogle københavnske politikere. Andre har »aldrig været tryggere«

Nogle partier nærer fortsat tillid til projekt Lynetteholm, mens andre kalder på en pause.

Prisen på Lynetteholm stiger med 900 millioner kroner. Det viser nye budgetberegninger fra By & Havn. By & Havn/Ole Malling

Det omdiskuterede anlægsprojekt Lynetteholm har til formål at stormflodssikre store dele af Københavns havn og sluge jord fra de mange byggeprojekter i og omkring hovedstaden.

Men som en konsekvens af den stigende inflation må bygherren By & Havn sande, at prisen for projektet vil stige med 900 millioner kroner. Det viser nye budgetberegninger, som Berlingske har beskrevet torsdag.

Prisstigningen vækker frustration hos Socialdemokratiet i Borgerrepræsentationen:

»Alting stiger i pris lige nu, og når man sidder med ansvaret for store anlægsprojekter, så er det dybt frustrerende at se,« siger medlem af Borgerrepræsentationen Jonas Bjørn Jensen (S), der også sidder i Økonomiudvalget.

Derudover er han medlem af bestyrelsen i By & Havn, som står for projektet, men han udtaler sig udelukkende som medlem af Borgerrepræsentationen i denne sammenhæng. Det samme gør sig gældende for Morten Melchiors fra De Konservative og Charlotte Lund fra Enhedslisten.

Inflation

De stigende priser skyldes en hastigt øget økonomisk aktivitet efter coronakrisen og krigen i Ukraine.

Det har skabt stor efterspørgsel på varer og ydelser – særligt inden for byggebranchen. Det har også ført til stigende priser på råvarer – heriblandt prisen på stål. Og det er netop dette, der påvirker anlægget af Lynetteholm.

Hos Enhedslisten har man længe været kritisk over for Lynetteholm, og den stigende pris puster til ilden:

»Fra Enhedslistens side har vi hele tiden været bekymrede for prisen, fordi den har svinget så meget. Det var også aktuelt under valget, hvor der blev talt om, at det skulle være fuldstændig prisneutralt på et tidspunkt,« siger Charlotte Lund og fortsætter:

»Det er en af grundene til, at vi fra Enhedslistens side mener, at Lynetteholmen skal på pause. Der er overhovedet ikke klarhed omkring det økonomiske perspektiv.«

Mens man hos Enhedslisten er bekymret over, at prisen på Lynetteholm stiger, så er der andre partier, som aldrig har været tryggere. De Konservatives Morten Melchiors påpeger, at prisstigningen er en konsekvens af inflationen i den samlede økonomi.

Derfor mener han, at businesscasen er »lige så god, som den altid har været.«

»Jeg er 100 procent tryg ved, at Lynetteholm hænger sammen økonomisk. Jeg har lige set budgetterne, og de hænger fint sammen. En del af prisstigningen kommer også, fordi man har afsat flere penge til uforudsete udgifter. Så jeg har aldrig været tryggere ved det,« siger Morten Melchiors.

Følger tæt

Også Socialdemokratiet har fortsat tillid til projektet, fortæller Jonas Bjørn Jensen. Han mener, at det er et realistisk budget, som By & Havn har præsenteret. Han fremhæver blandt andet, at der er afsat næsten en halv milliard til uforudsete udgifter.

Det er en stor del af den samlede pris, som i øjeblikket er anslået til 3,4 milliarder kroner.

Han fortæller dog, at man føler udviklingen i økonomien tæt:

»Ligesom alle andre i samfundet, som gennemgår deres budget, når priserne stiger, så holder vi tæt øje med det her. Vi har nogle følsomhedsberegninger, der viser, at der stadig er rum til udsving. Men hvis det skrider helt vildt, så må vi tage bestik af situationen,« siger Jonas Bjørn Jensen.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S). Det har hun ikke ønsket.