Pelle Dragsted stiller op på Frederiksberg, men han vil hellere i Folketinget: »Jeg siger det helt åbent«

Enhedslistens Pelle Dragsted melder sin tilbagekomst i politik, idet han stiller op til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Skulle muligheden opstå, vil en plads på Christiansborg dog have hans førsteprioritet.

Enhedslistens Pelle Dragsted vil gøre politisk comeback i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, men Folketinget trækker stadig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den forhenværende folketingspolitiker fra Enhedslisten Pelle Dragsted stiller op til kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune i håbet om at kunne tippe balancen og vriste den grønne kommune ud af hænderne på det traditionelt konservative styre.

Ved valget i 2017 balancerede resultatet i kommunen på en knivsæg. Sølle 168 stemmer gav den daværende borgmester, Jørgen Glenthøj (K), valgsejren og sikrede Det Konservative Folkeparti yderligere fire år med borgmesterkæden. Ved dette års kommunalvalg har Frederiksberg haft en konservativ borgmester i 112 år.

Pelle Dragsted har boet det meste af sit liv på Frederiksberg. Det kunne man blandt andet læse i et stort interview i Politiken fredag, hvori han meddelte sit kandidatur.

Enhedslisten og Konservative er langt fra hinanden på mange punkter, men det er nu ikke alt, hvad de konservative har gjort i tiden på rådhuset, er dårligt, mener Pelle Dragsted:

»På mange måder er Frederiksberg er en god kommune at bo i, men jeg tror til gengæld ikke, at det er sundt, at det samme parti i 100 år sidder på magten.«

Går ikke efter borgmesterposten

Valgprogrammet er stadig under kærlig udvikling af Enhedslisten, men over for Politiken løftede Pelle Dragsted sløret for skattestigninger, oprettelsen af en offentligt ejet bank og gratis tandpleje til kommunens unge op til 30 år.

Pelle Dragsted afviser dog hurtigt, at han går efter borgmesterposten.

Pelle Dragsted stiller op til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

»Nej. Det ønsker jeg ikke, og det mener jeg heller ikke på nogen måde er realistisk. Det er fuldstændig hypotetisk. Det ville for det første betyde, at Enhedslisten blev størst og for det andet, at et flertal af partier stillede sig bag det. Det ser jeg ikke ske,« siger han.

I stedet taler Dragsted om et systemskifte, der er vigtigt for et sted som Frederiksberg, som i mere end ét tilfælde er i fare for at sande til og blive støvet.

»Det synes jeg, at man så i det famøse forsøg på at sælge beboerne i den Sønderjyske By til Blackstone, hvor der herskede en meget høj grad af lukkethed i kommunen,« siger han:

»Der har også været sagen om borgmesterens boligkøb. Der er øjensynligt ikke noget fordækt i det, men det tegner måske et billede af, at man har siddet så længe på magten, at man synes, at man kan gøre, som det passer en.«

Populære mærkesager blandt kandidaterne i København danner også genklang hos Pelle Dragsted, blandt andet når det kommer til stridsmålet om færre parkeringspladser og ambitionen om mere plads og renere luft. Her er Dragsted dog mere tøvende end sin københavnske partifælle, spidskandidat Line Barfod.

»Det er altid en afvejning,« siger Pelle Dragsted:

»Det er klart, at mange familier stadig har brug for at kunne købe bil, og forhåbentlig får man udskiftet til mindre udledende biler. Samtidig tager biler plads fra andre ting. Steder, hvor biler holder parkeret i dag, er steder, hvor vi kunne have fælles arealer, lejepladser, natur og parker, så det er den balance, vi skal finde. Jeg har ikke noget færdigt bud, det skal jeg nok give senere i denne valgkamp.«

Vil hellere i Folketinget

Pelle Dragsted blev valgt til Folketinget for Enhedslisten i 2015, og forlod Christiansborg i 2019 på baggrund af partiets rotationsprincip, der bestemmer, at et medlem af Enhedslisten ikke må stille op til valg efter syv sammenhængende år i Folketinget eller som ansat. Det betyder, at man i Enhedslisten normalt højst kan sidde to perioder i Folketinget.

Man må dog gerne genopstille til Folketinget, såfremt man har haft to år uden for Christiansborg. Inden længe er den tid oprunden for Pelle Dragsted, og når tiden er inde, afviser han ikke at ville tilbage – heller ikke selvom det skulle kollidere med hans eventuelle plads i Frederiksbergs kommunalbestyrelse.

Kunne du finde på at stille op til Folketinget?

»Ja, jeg siger meget klart, at det er ikke noget, jeg afviser, at jeg vil engang igen. Men jeg er jo omfattet af Enhedslistens rotationsregler, og det betyder, at hvis der bliver udskrevet valg i efteråret, hvilket ikke er usandsynligt, så vil jeg ikke kunne være på listen. Der skal vi ind i det nye år og ind i sommeren. Det har jeg ikke taget stilling til endnu, men jeg afviser det ikke,« siger han:

»Derfor har jeg også sagt meget klart, at hvis jeg ender med at blive valgt til Folketinget i den periode, jeg sad i kommunalbestyrelsen, ville jeg være nødt til at trække mig derfra. Jeg siger det helt åbent, for så kan folk selv tage stilling til, om de synes, det giver mening at stemme på mig alligevel.«

Skulle muligheden opstå, vil Pelle Dragsted trække sig fra Frederiksbergs kommunalbestyrelse til fordel for en plads i Folketinget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Folketinget må vel være din førsteprioritet?

»Folketinget er et sted, hvor du bruger hele dit arbejdsliv på at arbejde med politik, hvor kommunalbestyrelsen er en fritidsbeskæftigelse, som du har ved siden af dit arbejde. Det er ikke sådan, at det ene er vigtigere end andet, det giver bare forskellige muligheder for at forandre samfundet.«

Hvis du hellere vil i Folketinget, er Frederiksberg så ikke bedre tjent med en lokalpolitiker, som ikke tager til takke med en plads i kommunalbestyrelsen?

»For mig handler det ikke om at tage sig til takke. Det handler om, at jeg i øjeblikket ikke aner, om jeg kan stille op til det kommende folketingsvalg. Jeg er blevet opfordret af mange af mine partikammerater på Frederiksberg, om jeg ikke vil tage en tjans her. Det vil jeg gerne, men der er risikoen, at jeg undervejs beslutter mig for at stille op til Folketinget,« siger han:

»Det vil jeg hellere være åben om. Hvis folk har det, som du siger, og de hellere vil stemme på en anden, så skal de bare gøre det. Det er et fuldstændig fair synspunkt, hvis man synes, at den usikkerhed er træls.«

Hvorfor er Folketinget mere attraktivt, hvis det skulle blive relevant?

»Det er jo nok muligheden for at kunne arbejde fuld tid med at forandre samfundet. Det er den mulighed, man har der.«