Der er kamp om p-pladserne i København og i særlig grad på Østerbro. Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan borgerne i bydelen dagligt må cirkle rundt i lang tid for at finde et sted at stille bilen.
I 2016 vedtog et bredt politisk flertal i Københavns Borgerrepræsentation at etablere et p-anlæg ved Strandboulevarden med plads til cirka 250 biler, der kunne have taget noget af presset på byens p-pladser.
Men seks år efter er der stadig ikke fundet finansiering til projektet, og nu har Teknik- og Miljøforvaltningen i København indstillet til kommunens politikere, at projektet helt bliver skrottet.
Det møder skarp kritik fra De Konservative på Københavns Rådhus.
»Vores holdning er ikke ændret. Vi vil ikke være med til at annullere det her projekt,« siger gruppeformand for De Konservative og medlem af Teknik- og Miljøudvalget Helle Bonnesen og uddyber:
»Østerbro har nogle af de højeste parkeringsbelægninger i København. Vi ser stigende problemer for borgere, som kæmper om de pladser, der er. Det her vil være en stor afhjælpning for alle i området. Og jeg vil være virkelig ked af, hvis det skulle forsvinde.«
Pengene er væk
Der var oprindelig afsat 200 millioner kroner til udgifter og 80 millioner kroner i indtægter fra parkeringsanlægget. Differencen på 120 millioner kroner skulle finansieres af den parkeringsaftale, som landets kommuner på daværende tidspunkt havde med staten.
Men i 2018 ændrede staten rammerne for kommunernes parkeringsindtægter, og dermed var der ikke længere økonomi til projektet, og siden har politikerne på Københavns Rådhus ikke fundet pengene ad anden vej.
Men det bør kunne lykkes, mener Helle Bonnesen:
»Vi har et projekt, og vi har et behov, så det vil vi helt klart gerne gå ind i med åben pande og finde den finansiering.«
Tilbage til skrivebordet
Den nytiltrådte overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) lancerede op til kommunalvalget i efteråret, at hun og Socialdemokratiet vil sløjfe hver tredje parkeringsplads på gadeplan i København for i stedet at lade en del af dem genopstå i parkeringshuse- og kældre.
Det svarer til cirka 42.000 pladser på gadeplan, som ifølge Socialdemokratiets valgprogram skal udfases frem mod 2025. Alligevel har partiet ikke tænkt sig at holde liv i projektet ved Strandboulevarden, forklarer medlem af Teknik- og Miljøudvalget Mette Reissmann (S).
»Det er ærgerlig, men forudsætningerne er jo bristet for, hvad vi dengang traf en beslutning på baggrund af. Det handler om en lovgivningsmæssig ændring fra Christiansborgs side, som klart er synderen i det her,« fastslår hun.
Derfor giver det ifølge Mette Reissmann ikke mening at holde liv i projektet på nuværende tidspunkt. I stedet vil Socialdemokratiet ifølge hende fokusere på, hvordan de nu og her kan skaffe p-pladser til de trængte københavnere ved eksempelvis at identificere pladser på offentligt areal og indgå aftaler med private grundejere.
Det her projekt flugter med jeres politik om, at bilerne skal væk fra vejene og ned under jorden. Hvordan vil I få etableret de her p-anlæg, når I er nødt til at skrinlægge et enkelt projekt som det her?
»Vi må gentænke, hvordan p-anlæg kan finansieres og etableres, så vi må tilbage til skrivebordet. Samtidig må vi så fastholde presset over for Christiansborg, for det var den lovgivningsmæssige ændring, der skar benene væk under vores businesscase.«
»Superærgerligt« at politikere ikke vil prioritere bilister
Hos bilisternes organisation FDM mener juridisk konsulent Dennis Lange, at »det mildt sagt er superærgerligt«, at p-anlægget nu står til helt at blive skrinlagt.
»Det er i virkeligheden et politisk løfte, som de københavnske politikere nu løber fra – og måske også et udtryk for manglende respekt og forståelse for de mange københavnere, som har behov for at bruge bilen og parkere den,« konstaterer han.
Han har forståelse for, at de økonomiske forudsætninger har ændret sig, men han fortæller, at kommunen har p-indtægter for 600 millioner kroner årligt, hvoraf de cirka må beholde halvdelen, mens resten skal betales til staten.
»Så det er ikke, fordi der ikke kommer penge ind på den konto. Og så handler det jo i sidste ende om politisk prioritering. Og der må vi desværre sande, at det igen ser ud til, at biler og parkering åbenbart ikke er noget, som de københavnske politikere vil prioritere,« siger Dennis Lange.
Et flertal af de københavnske politikere i Teknik- og Miljøudvalget besluttede mandag eftermiddag at følge indstillingen fra forvaltningen at annullere projektet. Sagen skal herfra også behandles i kommunens økonomiudvalg og i Borgerrepræsentationen.
Artiklen er opdateret med beslutningen fra Teknik- og Miljøudvalgets møde torsdag 3. marts klokken 10.20.




