Såvel Ombudsmanden som politikere i Frederiksberg Kommune vil nu have kommunen til at undersøge og redegøre for en række af borgmester Simon Aggesens (K) byggesager.
Det sker efter, at blandt andre Ekstra Bladet har beskrevet, hvordan borgmesteren i en række bolighandler har tjent millioner af kroner.
Folketingets Ombudsmand har ifølge Ritzau bedt kommunen redegøre for en sag, hvor Simon Aggesen først købte en stor lejlighed på Frederiksberg og siden delte den op og solgte den videre.
Ombudsmanden beder kommunen oplyse, »hvilken sagsbehandling der har fundet sted i kommunen i forbindelse med den omtalte tilladelse til at opdele den nuværende borgmesters egen lejlighed«.
»Kommunen bedes i den forbindelse redegøre for, om den nuværende borgmester har deltaget i eller på anden måde haft en rolle i forhold til kommunens sagsbehandling,« tilføjer ombudsmand Niels Fenger ifølge Ritzau.
I den pågældende sag beskrevet af Ekstra Bladet overtog Simon Aggesen i 2016 en 460 kvadratmeter stor lejlighed på Frederiksberg til 9,5 millioner kroner.
Det var ifølge Ritzau langt under det daværende prisniveau, og siden har Simon Aggesen delt lejligheden op i to og solgt dem videre for samlet over 25 millioner kroner.
Simon Aggesen fik ja til at købe lejligheden af Dansk Bibelskole, da han fandt en anden lejlighed til den tidligere lejer. I den forbindelse betalte han den tidligere ejer 100.000 kroner i flyttepenge.
Inhabilitet?
Samtidig var Simon Aggesen som rådmand, før han blev borgmester, ifølge Ritzau involveret i sager om opdeling af lejligheder i den samme ejendom.
Derfor beder Ombudsmanden Frederiksberg Kommune redegøre for Simon Aggesens funktion i kommunen tidligere i forløbet, og »om denne funktion måtte have givet kommunen anledning til overvejelser om inhabilitetsspørgsmål«.
Udmeldingen fra Ombudsmanden onsdag kommer samtidig med, at også Socialdemokratiet, SF, de Radikale og Enhedslisten på Frederiksberg netop har udbedt sig en redegørelse fra kommunen i lyset af de mange skriverier, der har været om borgmesterens boliger i særligt Ekstra Bladet og B.T.
»Vi synes, at det er på tide, at vi i kommunalt regi får en afklaring på, hvad der er op og ned i forhold til den kommunale sagsbehandling,« siger anden viceborgmester og rådmand på Frederiksberg, Michael Vindfeldt (S).
Hvorfor har I bedt om en selvstændig redegørelse?
»Det er vores demokratiske pligt at stille spørgsmål, når der bliver rejst tvivl om, hvad det er, der er sket,« siger Michael Vindfeldt.
Kommunen svarer
Berlingske har bedt om en kommentar fra Simon Aggesen. Men det har ikke været muligt at få et svar fra borgmesteren.
Berlingske har modtaget et skriftligt svar fra Frederiksberg Kommune.
»Frederiksberg Kommune har modtaget en høring fra Folketingets Ombudsmand, og vi vil svare på Ombudsmandens spørgsmål og oversende de akter, Ombudsmanden beder om,« lyder svaret.
Ifølge Ritzau skal spørgsmålene til og informationerne fra kommunen være med til at afgøre, om Ombudsmanden starter en egentlig undersøgelse af forløbet.
Ombudsmanden understreger dog, at han ikke kan undersøge en lokalpolitikers handlinger som privatperson, men ombudsmandsinstitutionen kan blandt andet undersøge klager over offentlig forvaltning.