»Det gjorde et enormt indtryk.
Jeg læste mere end tusinde svar fra kinesiske læger i Wuhan i Kina, som vi havde sendt et spørgeskema. Vi ville have deres bud på, hvordan man kunne uddanne læger til at håndtere en pandemi. På det tidspunkt stod de ansigt til ansigt med coronavirussen. De var blevet kastet ud i det og havde mange bekymringer.
Flere overraskede mig. De undgik at drikke for meget væske, fordi det tager lang tid at komme ud af værnemidlerne for at gå på toilettet. Det havde de ikke tid til. De skrev, at det var vigtigt at gå i bad efter en vagt og afspritte sin mobiltelefon.
På det tidspunkt var det for mig rent akademisk arbejde. Jeg troede ikke, at vi ville få brug for deres råd herhjemme.
Pludselig gik det stærkt.
Intet bureaukrati
En søndag morgen i marts fik jeg en e-mail. Jeg blev spurgt, hvorvidt jeg kunne hjælpe med at etablere et uddannelsesprogram til vores læger og sygeplejersker på Rigshospitalet, så vi kunne tage imod covid-19-patienter. Danmark var lige lukket ned.
Fra det øjeblik, jeg modtog e-mailen, arbejdede jeg – og mine kolleger – meget og de fleste dage til langt ud på aftenen for at få hospitalets Covita-afdeling op at stå.
For os, der arbejder direkte med patienterne, har det virkelig været givende, at vi fik indflydelse. Det har vi normalt ikke på de store valg, som træffes i hospitalsledelsen. Der er mange led mellem mig og dem, som tager beslutningerne. Jeg ved faktisk ikke, hvem der sidder på den administrative gang, eller hvad de hedder.
Men i marts, da beslutningerne skulle tages meget hurtigt, forsvandt de barrierer og det bureaukrati, der normalt er på spil på et stort hospital. Samspillet mellem kolleger, afdelinger og hierarkier. De gjaldt ikke længere. I stedet var der en følelse af fællesskab, for vi havde alle det samme mål: at sikre den bedste behandling af de mange syge patienter.
Det fungerede, og det har været en øjenåbner for mig.
Afdelingen skulle rumme 60 ekstra sengepladser, så vi kunne håndtere det pres, vi alle forventede ville komme. På det tidspunkt havde vi fået rapporter fra både Kina og Italien. Sundhedspersonale var smittet eller havde kolleger, som var blevet syge, og de var selv bange for at blive smittet og tage smitten med hjem til deres familier.
Vi forestillede os, at vi vil komme til at stå i en lignende situation. Ingen af os vidste, hvilken sygdom vi stod over for. Når vi prøvede at danne os et overblik over, hvor meget personale vi ville få brug for på hospitalet, regnede vi med, at op mod 20 procent af vores læger og sygeplejersker ville blive syge.
Derfor gik det hurtigt op for os, at vi ikke havde nok personale til at håndtere de mange patienter, vi troede, vi ville få. Jeg endte med at stå for rekrutteringen af læger fra andre afdelinger. Det var ikke svært, da rigtig mange skrev til os uopfordret og meldte sig frivilligt.
Opbakningen var fantastisk.
Et pandemiberedskab
Sammen med mine kolleger sammensatte jeg et uddannelsesprogram for vores læger og sygeplejersker, der ikke havde erfaring med at arbejde på en intensivafdeling.
I løbet af tre uger havde vi 54 læger uden intensiv erfaring gennem et endags uddannelsesforløb og 100 sygeplejersker gennem et halvdagskursus. Derudover havde vi kurser for yngre læger, der skulle kunne arbejde som sygeplejersker og for anæstesiologer. I alt afholdt vi kurser for 199 deltagere, så de kunne indgå i behandlingen af covid-19-patienter.
Mens jeg var på hospitalet det meste af tiden, sad min mand derhjemme med vores børn. Sammen med to partnere har han et firma, hvor de på grund af coronasituationen og nedlukningen endte med at måtte fyre halvdelen af deres medarbejdere. Han var enormt ked af det og bekymret for, om firmaet skulle gå konkurs. Imens arbejdede jeg konstant og havde hverken tid eller overskud til at støtte ham. Efterfølgende har jeg tænkt på, om det var den rigtige prioritering.
Egentlig kunne jeg godt have ladet være. Ingen af os er uundværlige, og der er sikkert en anden, som kunne havde løftet min opgave, men jeg blev revet med. Jeg ville ekstremt gerne gøre det godt.
Vi fik aldrig så mange patienter, som vi havde regnet med. Modsat vores kolleger i Kina havde vi bedre tid til at forberede os. Vi havde fået rapporter fra andre lande, råd fra kinesiske læger, og vi havde udstyret. Det tror jeg har været medvirkende til, at det aldrig gik galt. Derfor lukkede Covita-afdelingen ned i april. Behovet var der ikke.
Men jeg er stolt, fordi vi viste, at vi kunne få en helt ny afdeling op at køre på kort tid, og at vi virkelig kunne arbejde sammen. Det er jeg overbevist om, at vi kan igen, hvis behovet opstår.
Personligt har jeg tænkt meget over, hvordan vi kommer videre. Jeg havde kortvarigt en rolle med ansvar og indflydelse, men den rolle er ikke nødvendig mere. Årsagen var selvfølgelig glædelig – pandemien var aftaget i styrke, men der opstod et tomrum hos mig: Hvad så nu? Hvordan bruger jeg de nye erfaringer i fremtiden?
Siden har jeg været tilbage på gangene på intensiv, hvor jeg blandt andet behandler covid-19-patienter. Jeg kan se, at det er en hård omgang for vores sygeplejersker, der skal stå hele dage med værnemidler på uden at få særlig kompensation for deres hårde arbejde. Jeg synes godt, der kunne være lidt mere fokus på dem.
Smittetallene stiger igen, og ledelsen gennemgår nu en plan for, hvordan forløbet skal være, næste gang der er behov for det. Jeg er fortrøstningsfuld, for jeg synes, at strukturen holdt, da vi åbnede Covita.
Men jeg har tænkt meget over, at vi er nødt til at have et pandemiberedskab, ligesom vi har et terrorberedskab. Det er ikke første gang, vi har set pandemier – sars, mers – vi har bare ikke været ramt af dem i Danmark. Verden er blevet mindre, og vi vil givetvis opleve nye pandemier.
Derfor bør vi have særlige afdelinger, der hurtigt kan tackle behovene, og vi bør have en særlig pulje af læger og sygeplejersker, som er uddannet til opgaven, og som med faste mellemrum får deres kompetencer genopfrisket.
Sådan undgår vi at starte fra nul igen.«
