Egentlig er Københavns Kommune holdt op med at lave såkaldte venskabsaftaler. Tidligere har man ikke fået nok ud af det.

Tirsdag aften blev der gjort en undtagelse, da Økonomiudvalget enstemmigt sagde ja til en aftale om at blive venskabsby med den ukrainske hovedstad, Kyiv.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

I januar fortalte overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), at hun var blevet kontaktet af sin ditto i Kyiv, Vitalij Klytjko.

»København står sammen med ukrainerne og Kyiv. Vi har taget imod flere tusinde ukrainere i løbet af året, og vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe dem igennem en svær tid,« sagde hun dengang i en pressemeddelelse.

I dialog med Kyiv har Økonomiforvaltningen udarbejdet et udkast til en treårig aftale mellem de to byer, som med udgangspunkt i ønsker fra Kyivs side omfatter:

  • Kulturel udveksling, eksempelvis kunst, udstillinger og filmforevisninger, for eksempel for ukrainske flygtninge.

  • Sommerlejr i København for ukrainske børn.

  • Udveksling af viden om lommeparker og klimatilpasning.

  • Udveksling af viden om støjhåndtering.

  • Udveksling af viden om it-løsninger.

  • Samarbejde om vandhåndtering, affaldshåndtering, infrastruktur og mobilitet (på længere sigt).

Udvalgsmedlem Jonas Bjørn Jensen (S) håber, Kyiv vil trække på Københavns viden og ressourcer.

»Vi indgår ikke aftalen for at få noget ud af det. Det er for at støtte og hjælpe Kyiv og Ukraine,« siger han til TV 2 Kosmopol.

København er langt fra den første by, som kan kalde sig venskabsby med Kyiv, skriver mediet. Blandt andet har Stockholm for knap et år siden, samt Oslo, Madrid og Barcelona allerede indgået venskabsaftaler med byen.

Herhjemme har Odense været venskabsby med Kyiv siden 1989.

Jonas Bjørn Jensen siger til TV 2 Kosmopol, at han ikke er klar over, hvorfor København først nu står til at gennemføre en sådan aftale.

Før København endegyldigt kan kalde sig venskabsby med Kyiv, skal aftalen godkendes af Københavns Borgerrepræsentation på et møde 23. marts.