Nyt hit under krisen ender ofte i ulykker: »Gamle damer er ved at miste både tænder og gangstativ«

Gravelbiking er blevet et hit under coronakrisen. Men cyklen, der til forveksling ligner en mountainbike, kører så hurtigt, at det ofte ender i en ulykke. Jes Aagaard fra Naturstyrelsen vil nu forsøge at råbe cyklisterne i lycra op, så de husker at vise hensyn.

Gravelbiking giver flere ulykker i naturen end mountainbiking, oplever Jes Aagaard fra Naturstyrelsen. Billedet er fra Dirty Jutland, et cykelløb på gravelbikes fra Klitmøller til Skagen 17. april 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hold på hat og briller, en ny type cykel suser gennem den danske natur, og det går stærkt.

Måske har du set den før og tænkt, at det var en mountainbike. Men nej, cyklen med de brede dæk, kraftige stel og racerstyr er mountainbikens yngre fætter, gravelbiken.

Gravelbiken har vundet stor popularitet under coronakrisen og har fået flere danskere til at iføre sig stram lycra og komme ud i den friske luft for at få lidt motion. Men udviklingen er ikke kun positiv, hvis man spørger Jes Aagaard, naturvejleder i Naturstyrelsen i hovedstadsområdet.

»Vi har haft en del ulykker og konflikter, faktisk langt flere end med mountainbikene. Nogle gange tror jeg også, at man er tilbøjelig til at give de forkerte skylden, da gravelbikes og mountainbikes ligner hinanden enormt meget,« fortæller Jes Aagaard.

Jes Aagaard, naturvejleder i Naturstyrelsen

»Jeg kan se, at de nogle steder ligger med en gennemsnitshastighed på mellem 30 og 40 kilometer i timen. Og det er bare ikke fedt.«


Mountainbikere holder sig som regel til deres egne mountainbikespor og kører alene eller få ad gangen. Gravelbikere kører derimod i større grupper på grusstien side om side med hundelufteren, løberen, børnefamilien og bedstemoren. Og det er en udfordring, specielt steder som Rude Skov i Holte, Dyrehaven ved Klampenborg og Kalvebod Fælled på Amager, der alle har lange grusstier oplagt til en tur på gravelbiken.

»Mange af dem ligger og kører ræs, ligesom man gør på landevejene, hvor man konkurrerer om at være den hurtigste. Og det er jo slet ikke foreneligt med naturens resterende gæster,« siger Jes Aagaard.

»Sæt nu farten ned«

Jes Aagaard har kunnet følge med i gravelbikernes cykelvaner på Strava, en app for blandt andet cyklister, hvor man kan uploade sin rute og hastighed til offentlig skue.

»De prøver at slå hinandens rekorder på Strava. Jeg kan se, at de nogle steder ligger med en gennemsnitshastighed på mellem 30 og 40 kilometer i timen. Og det er bare ikke fedt. Det er hurtigt, når der er små børn, cykler, heste og alt muligt andet lige i nærheden,« siger han og fortæller, at han føler sig magtesløs i sagen:

»Jeg har faktisk ikke så mange håndtag at trække i, for de cykler steder, hvor de gerne må køre. I færdselsloven står der dog, at man skal tilpasse sin hastighed til forholdene, og der vil jeg til enhver tid sige, at hvis der kommer ti mennesker i lycra ræsende forbi en børnefamilie, så skal de sætte farten ned.«

Jes Aagaard oplever, at gravelbikerne råber »HØJRE«, når de kommer susende forbi, som en besked til de andre om, at der kommer en forhindring til højre, og de derfor skal køre venstre om. Det gør de så, dog uden at sætte farten ned eller ringe med klokken, fortæller han.

»Gamle damer er ved at miste både tænder og gangstativ, når de kommer ræsende i fuld fart,« siger han.

Naturstyrelsen er nu gået sammen med de største organisationer inden for gravelbiking for at komme ud med budskabet om, at de skal huske at vise hensyn til naturens andre gæster.

»Det handler om et gensidigt hensyn. Så tag nu at sætte farten ned, vis jer fra den gode side, så vi undgår ulykker og de mange konflikter,« siger Jes Aagaard.

Ikke dårlige mennesker

Peter Meinert, cykelkonsulent i DGI Sydøstjylland, kender godt til problemet, som han definerer som et »storbyproblem«, der opstår i de områder omkring hovedstaden, hvor mange med forskellige formål mødes på lidt plads. Han kører selv på gravelbike og arrangerer gravelture for interesserede, og for ham er gensidig respekt en vigtig ingrediens.

»Min holdning er, at alle skal have lov til at færdes i naturen, og at man selvfølgelig skal køre fornuftigt efter forholdene. Men det synes jeg generelt, at de gør. Der er jo alle mulige typer af gravelbikere, ligesom der er alle mulige typer af gående. Jeg har da også oplevet gående, som demonstrativt nægter at flytte sig fra midten af stien. Men i bund og grund skal der jo være plads til os alle sammen,« siger han.

Han oplever, at der under coronakrisen er kommet et boom af gæster i naturen, både gående og cyklende, og det får problemet til at vokse, mener han.

»Hvis man ikke selv går forrest og opfører sig ordentligt, så løser man i hvert fald ikke nogen problemer. Selvfølgelig er der nogen, der kører stærkt på gravel, men gravelbikere er folk, som elsker naturen, det er jo ikke dårlige mennesker, der bare vil ud at køre ræs på grusvejen,« siger Peter Meinert.