Ny juridisk vurdering: Nu kan arbejdet på Amager Fælled blive genoptaget

Københavns Kommune mener på baggrund af en juridisk vurdering, at arbejdet med at nedrive og komprimere jord kan fortsætte på Amager Fælled. For en uge siden blev alt arbejde ellers sat i bero. På grund af en padde.

I området indtegnet med hvidt skal den kommende Fælledby på Amager Fælled opføres. Illustration: By & Havn

Arbejdet med byggeriet af den omdiskuterede Fælledby på Amager Fælled kan fortsætte.

Byggeriet blev som beskrevet af Berlingske sat i stå med opsættende virkning og altså omgående torsdag i sidste uge.

Det blev det på baggrund af afgørelser fra Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Ifølge Miljø- og Fødevareklagenævnet har kommunen i sine tilladelser til byggeriet ikke i tilstrækkelig grad dokumenteret, hvad den vil gøre for at sikre fremtiden for padden stor vandsalamander i byggefeltet.

Men torsdag har kommunens teknik- og miljøforvaltning modtaget en ekstern advokatvurdering af, om arbejdet kan fortsætte i byggefeltet trods afgørelserne.

Og det kan det, oplyser politisk ordfører Jonas Bjørn Jensen (S) til Berlingske.

Ifølge ordføreren fremgår det af vurderingen, at bygherren – By og Havn og Pension Danmark – godt kan genoptage arbejdet med at nedrive vandrehjemmet på byggefeltet.

På samme måde lyder vurderingen, at bygherren også kan genoptage arbejdet med at komprimere jorden og dermed byggeriets fundament.

»Der er ikke givet byggetilladelse på Amager Fælled endnu,« understreger Jonas Bjørn Jensen:

»Men der er givet tilladelser til forberedende arbejde, og det er så det, der kan fortsætte. Ikke byggeaktivitet.«

Ifølge Jonas Bjørn Jensen har det »ikke uoprettelig skade på naturen, at man river et vandrehjem ned«.

Ifølge ordføreren er det »nu op til Fælledby, hvordan de vil håndtere denne viden«.

Han kalder det »positivt, fordi det minimerer både forsinkelser og omkostninger«.

»Det er det centrale,« siger han:

»Og nu kommer vi så til at bruge kræfter på at hjælpe klagenævnet med de ting, de synes, de mangler svar på.«

Ifølge Fælledbys direktør, Erling Thygesen, er nedrivningen af vandrehjemmet allerede gået i gang igen torsdag.

Han oplyser til Berlingske, at vurderingen fra kommunens advokat, Horten, »bekræfter, hvordan vi selv har tolket afgørelserne« fra nævnene.

Mandag morgen klokken syv bliver arbejdet med at komprimere og påfylde jord på beyggefeltet genoptaget, oplyser Erling Thygesen.