Først tikkede fem sygemeldinger blandt lærerne på Frederiksborg Byskole ind mandag.
Senere samme dag måtte yderligere to lærere gå hjem.
Alle testede positive for corona. Det skriver Sn.dk.
De syv smittetilfælde fik skoleleder Steen T. Sørensen til at finde skolens lager af hurtigtest, som var pakket væk i skolens kælder, frem fra gemmerne. Eleverne fik hver to test med hjem.
Inden dagen var omme, var ti udskolingselever taget hjem med en positiv hurtigtest.
Samme eftermiddag blev følgende e-mail ifølge Sn.dk sendt ud til skolens forældre:
»Jeg har ikke et klart billede af, hvor mange elever der er syge, men da corona ikke kan se forskel på elever og voksne, så regner jeg med, at eleverne er tilsvarende hårdt ramt eller bliver det snart. Alle elever får derfor to testkit med hjem i dag eller i morgen. Dem kan I anvende, hvis I får symptomer, eller I kan tage en test, lige inden I kommer i skole efter juleferien. På den måde håber jeg, at vi kan begrænse omfanget og bruge juleferien til at opbremse spredningen.«
Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke længere test
Skolelederen har delt test ud på trods af, at Sundhedsstyrelsen ikke længere anbefaler, at man lader sig teste, hvis man oplever coronasymptomer.
I en pressemeddelelse 8. december lød det desuden fra styrelsen, at coronavirus nu sidestilles med andre sygdomme og ikke længere anbefaler, at man isolerer sig ved en positiv test.
»Der er ikke længere behov for meget specifikke retningslinjer for covid-19 i forhold til andre sygdomme, for eksempel at personer med en positiv test for covid-19 isolerer sig i mindst fire dage,« sagde Line Raahauge Hvass, konstitueret enhedschef i styrelsen, i pressemeddelelsen.
I stedet anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man bliver hjemme, hvis man føler sig syg.
Overfor Sn.dk kalder en far på Frederiksborg Byskole det »voldsomt«, at børnene har fået testkit med hjem.
Til samme medie understreger Steen T. Sørensen, at testkittene blot er et tilbud – og at det ville være fjollet ikke at dele dem ud, da de udløber til sommer.