Miljøvurdering om Lynetteholm bygger blandt andet på 40 år gammel forskningsartikel fra USA

Selv de amerikanske forfattere forstår ikke, hvorfor studiet er blevet brugt i en miljøkonsekvensrapport for anlægget af Lynetteholm.

Københavns store kunstige halvø Lynetteholm skal efter planen skal stå helt færdig med boliger i 2070. Først skal selve øen etableres med stormflodssikring af den nordlige del af havnen i København. By & Havn Ole Malling

Omtrent 228.000 kubikmeter slam er blevet dumpet i Køge Bugt i forbindelse med anlæg af halvøen Lynetteholm.

Dette bundslam – der eksempelvis er lettere forurenet med tungmetaller – skal graves op fra Københavns havn, og denne praksis har mødt massiv kritik fra begge sider af Øresund, blandt andet fra Sveriges miljøminister, Per Bolund.

I kølvandet på kritikken meldte transportminister Trine Bramsen (S) ud, at hun vil undersøge, hvilke alternativer der findes til at dumpe de efter planen i alt 2,3 millioner kubikmeter slam og havbundsmaterialer, der er tale om.

Selvom myndighederne har forsvaret dumpningen af slammet med henvisning til projektets miljøkonsekvensrapport, og konklusionen er baseret på »omfattende studier«, så viser en gennemgang, DR har foretaget, at der bag de såkaldte omfattende studier blandt andet gemmer sig en 40 år gammel forskningsartikel fra USA.

Den er fundet i en artikelsamling om næringsstoffers påvirkning af flodlejer i USA fra 1981, hvor det står, at klapning kun vil resultere i en ubetydelig påvirkning af vandområderne.

Klapning betyder, at der dumpes let forurenet mudder i havet.

Selv amerikanerne undrer sig

Tre professorer, DR har talt med, er enige om, at der er behov for at gennemføre yderligere undersøgelser af de negative effekter i forbindelse med anlægget af Lynetteholm.

Men ikke nok med det, så fortæller de amerikanske forfattere, Fred og Anne Lee, som står bag den 40 år gamle artikel, at de heller ikke forstår, hvordan deres studie er havnet i miljøkonsekvensrapporten for anlægget af Lynetteholm.

De gennemførte studiet med hjælp fra universitetsstuderende i Texas, hvor de undersøgte miljøpåvirkningen fra uddybning af sejlrender i en række amerikanske flodmundinger.

»Vi forstår ikke, hvordan organisationen bag det her projekt har brugt vores data til at komme til den konklusion, at der ikke er nogen betydelig miljøpåvirkning,« siger Fred Lee til DR.

Hverken Trine Bramsen eller miljøminister Lea Wermelin (S) har ønsket at stille op til et interview med DR, men kaster aben videre til det offentligt ejede selskab By & Havn, der er bygherre på Lynetteholm.

By & Havn forklarer, at man har tillid til rapportens konklusioner, men at myndighederne i sidste ende har ansvaret, og at oplysningen om den gamle forskningsartikel ikke vil betyde noget for projektet.

»Diskussionen er som sagt ikke ny. Vi kender den godt, og derfor har vi genbesøgt den flere gange, og det gør vi gerne igen. Men de diskussioner, der har været, har ført til, at vores rådgivere og myndighederne igen har konkluderet, at vores tilgang er den rigtige,« siger udviklingsdirektør i By & Havn Ingvar Sejr Hansen til DR.

Væsentligt dyrere projekt

Det var i starten af april, at transportminister Trine Bramsen meldte ud, at hun ville undersøge alternativer til at dumpe de mange kubikmeter slam.

Det skete på et åbent samråd på Christiansborg om de økonomiske forudsætninger for at anlægge den store halvø.

Alligevel undlod hun at oplyse de øvrige deltagere om, hvordan økonomien præcis har forrykket sig.

På et samråd undlod Trine Bramsen at oplyse de fremmødte politikere om, at Lynetteholm ville blive flere hundrede millioner kroner dyrere. Liselotte Sabroe

Et budgetnotat, Berlingske har beskrevet, viser, at By & Havn forventer, at prisen på Lynetteholm bliver 900 millioner kroner dyrere end det oprindelige udgangspunkt, som var 2,5 milliarder kroner for etablering af halvø og stormflodssikring.

Det skyldes primært heftig aktivitet på byggeri og stigende råvarepriser, både efter coronaepidemien og især i kølvandet på krigen i Ukraine.

By & Havn forventer dog stadig, at projektet hviler i sig selv økonomisk, hvilket ministeren også fremlagde på mødet.

Transportudvalgets medlemmer ville dog snarest muligt blive indkaldt til en teknisk briefing om det nye budget for anlæggelsen af Lynetteholm, hvilket også blev nævnt på det omtalte samråd.

Rettelse 23. maj kl. 13:39: Efter Berlingske har bragt denne citathistorie fra DR, har DR beklaget og erkendt, at man tydeligt skulle have angivet, at der ifølge konsulentfirmaet Rambøll også lå yderligere analyser og anden data til grund for at godkende dumpningen af slam i Køge Bugt. Miljøvurderingen bygger således ikke alene på den 40 år gamle forskningsartikel, som DRs artikel ellers kan give indtryk af. Berlingske har derfor tilføjet ordene »blandt andet« til denne artikels overskrift samt i brødteksten.