Vinden denne januar eftermiddag er bidsk og vejret gråligt, men tørt. Det har fået brugerne af lommeparken på hjørnet af Enghavevej og Istedgade på Vesterbro til at trække ind under halvtaget for at drikke deres øl i ly for blæsten.

Det lille helle for de i dag otte fremmødte er en midlertidig foranstaltning, der blev bygget for ti år siden, da byggeriet af Cityringen gik i gang og dermed blokerede hele Enghave Plads, der tidligere var samlingssted for en broget gruppe af bydelens udsatte borgere. Stedet består af et læskur, en lang bænk og flere kulgriller til at tilberede et måltid på eller varme fingrene over.