Kommentar: Giv mig svenskerne tilbage i København

Først kom flygtningene, så coronaen, og siden røg danske og svenske politikere i totterne på hinanden. Drømmen om en dansk-svensk metropol over Øresund med København i centrum ligger i ruiner. Det er på tide at genoplive den.

Svensk var for bare halvandet år siden noget nær officielt andetsprog i indre København, hvor butikker og cafeer var proppet med ekspedienter fra Malmø og omegn. Dengang mødte man også tit svenskere på den tørstige side af en bardisk eller rundt om bordet på Københavns mange restauranter. Men med coronaen og de lukkede grænser forsvandt de fremmede stemmer fra København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Lindgren
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Da jeg forleden var på gaden for at hente frokost her i Pilestræde i indre København, hørte jeg noget, der fik mig til at studse.

Forbi mig gik et ungt kærestepar. Der var sådan set intet usædvanligt ved deres udseende eller opførsel. Men deres sprog stak ud i gadebilledet.

De talte svensk!

Svensk var for bare halvandet år siden noget nær officielt andetsprog i indre København, hvor butikker og cafeer var proppet med ekspedienter fra Malmø og omegn.

Dengang mødte man også tit svenskere på den tørstige side af en bardisk, rundt om bordet på Københavns mange restauranter eller foran en laptop på et af byens universiteter.

Men coronaen kom, Københavns Lufthavn gik i stå, og bommene lukkede for Øresundsbroen. Med det forsvandt de fremmede stemmer fra København.

Hvornår har du sidst hørt nogen tale spansk, italiensk, fransk, kinesisk eller svensk på gaden i din hovedstad?

Aldrig før har der været så få udenlandske gæster i København som nu, og det har formentlig lange udsigter, før de kommer igen i stort tal. Men én ting er turister fra fjerne lande, noget helt andet broderfolket fra Skåne, Helsingborg, Malmø. Vores naboer.

For det er svenskerne, og jeg savner dem i mit København. Bag kasseapparatet i Magasin, på kaffebaren, i lufthavnen i Kastrup, til landskampe i Parken eller på den Roskilde Festival, jeg havde sukket efter at kunne besøge for 26. gang i år.

Jeg savner også en getaway til cafeer og shopping i Malmø. At besøge dygtige kolleger på avisen Sydsvenskan. Eller at sætte kursen mod Ystad og siden Bornholm uden at skulle have pas og testsvar med og kunne huske 1.000 restriktioner udenad. Så giv mig svenskerne tilbage i min by. Befri os for kontrollerne over grænsen, og smid bommene i Øresund.

Men det har lange udsigter. Sverige er farvet orange på Udenrigsministeriets store verdenskort på linje med Congo og Malaysia. Det betyder, at det for en ikkevaccineret dansker som mig stadig er lig med bøvl, coronapas og karantæne at besøge.

Bøvlet består for de tusindvis af svenskere og danskere, der tidligere uhindret pendlede over Øresund hver dag for at arbejde i den dansk-svenske metropol. Tilbage i 00erne stiftede danske og svenske politikere samarbejdet Greater Copenhagen.

Drømmen var en fælles dansk-svensk metropol bestående af hovedstadsområdet omkring København og det sydligste Sverige via Malmø. Inspirationen kom blandt andet fra Bay Area-området omkring San Francisco i USA, hvor fem millioner mennesker er bundet sammen på tværs af flere storbyer, og Greater Copenhagen skulle være Nordeuropas førende vækst- og handelsområde.

Symbolet på samarbejdet var Øresundsbroen, indviet i sommeren 2000, og i årene derefter voksede antallet af pendlere over sundet også eksponentielt.

Men Greater Copenhagen ligger i ruiner nu. Første pind til ligkisten var flygtningestrømmene i 2015. Det udløste en årelang grænsekontrol over Øresundsbroen og på færgerne ved Helsingør. Siden da har det dansk-svenske samarbejde lignet et anstrengt fornuftsægteskab.

Sidste pind blev hamret i med coronaen. Den har lukket grænserne i flere omgange og udløst et bittert blame game om, hvorvidt Anders Tegnell eller Søren Brostrøms coronastrategi har været den klogeste.

Nu lysner det med vacciner og genåbning. Lad det være anledning til at genrejse de mentale broer over Øresund. Det kan kun gå fremad. Lad os få mere samarbejde, mindre strid. Mere pendling, mindre bøvl. Mere fællesskab, færre restriktioner. Måske en fælles (coronasikker) folkefest på Rådhuspladsen eller Stortorget i Malmø, når Danmark og Sverige tørner sammen i en EM-semifinale i fodbold til sommer?

Kasper Krogh er redaktør for indland og Metropol på Berlingske Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Man har lov at drømme. Og det gør mange af dem, der lever af, at mennesker, varer, ideer og kultur frit kan bevæge sig og berige os alle over Øresund.

Vejen frem? Der er planer om en tunnel mellem Helsingør og Helsingborg. Både på rådhusene i Malmø og København drømmes der om en metro over sundet. Malmøs borgmester vil gøre det gratis at krydse Øresundsbroen, når udgifterne til byggeriet er betalt af.

Ideer er der rigeligt af. Vi på Berlingske beskriver dem gerne. Men hvem rækker den første hånd over Øresund?

Kasper Krogh er redaktør for indland og Metropol på Berlingske