»Selvbetjeningsløsningen er lukket for i dag. Du kan således ikke forny din licens eller ansøge om andre parkeringsydelser i øjeblikket. Vi kan ikke hjælpe med manuel fornyelse under nedlukningen.«
Sådan står der på Københavns hjemmeside for parkering. Ifølge flere brugere på Twitter har systemet været nede siden tirsdag.
Ifølge Københavns Kommune er systemet nede grundet en opgradering.
Men selvom det ikke er muligt at forny og købe p-licenser, vil man stadig kunne få en bøde, hvis man parkerer uden gyldig licens. Det oplyser kommunen på Twitter.
»Der bliver arbejdet intenst på at få fikset løsningen – men vi minder om, at man kan risikere at få en afgift, hvis man parkerer uden p-licens eller p-billet,« skriver de.
»Ja, det er jo det, der er problemet,« svarer en bruger kommunen.
Det oplyses ikke, hvor længe nedbruddet forventes at stå på.
Berlingske kunne i sidste uge fortælle, hvordan parkering i København kan være et regulært kaos.
Samtidig har kommunen i mange bydele solgt flere parkeringslicenser, end der har været pladser.
Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at man finder en løsning og at bøden ikke skal betales.
»Selvbetjeningsløsningen for parkering fungerer ikke i øjeblikket, det betyder blandt andet, at det ikke er muligt at forlænge sin p-licens. Nedbruddet skyldes en opdatering hos Motorregistreret, og der bliver arbejdet på højtryk for at finde en løsning. Nedbruddet betyder, at vi administrativt forlænger udløbne licenser, til problemet er løst og minimum til mandag, så københavnerne ikke rammes af fejlen.«
Lørdag er systemet oppe igen. Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at man skal tage fat i Parkering i Københavns Kommune, hvis man oplever udfordringer.
Artiklen er opdateret med en kommentar fra Teknik- og Miljøforvaltningen.