Hvad siger du til at få et træ til din private have på kommunens regning?

Det tilbud har tusindvis af københavnere sagt ja til de sidste fem år.

Kampagnen kaldes »partnerskabstræer« og går ud på, at man kan få et gratis træ til gengæld for at »kommunen bliver grønnere til glæde for københavnerne«, som formålet bag ordningen beskrives af Københavns Kommune.

Det er blot én af mange kampagner, Københavns Kommune hvert år sætter i søen. Andre kampagner, kommunen for nylig har kørt, er »fest med respekt«, der med budskaber som »råb mindre, hyg mere« og »tis ikke i opgangene« skal få folk til at vise hensyn i nattelivet, og kampagnen »pickpockets love distractions«, der skal bekæmpe lommetyverier med råd som »vær opmærksom på dine ting, når du er blandt mange mennesker« og »dæk altid din pinkode.«

Men nu viser det sig, at det for mange af kampagnerne er svært at vide, om de overhovedet har en effekt. Og det er ikke godt nok, når man laver kampagner for offentlige midler, mener Pelle Guldborg Hansen, adfærdsforsker på Roskilde Universitet.

»Det bør man have indtænkt. Ellers kan man heller ikke sige, at en kampagne har et formål, så skal man kalde det et håb. Så kan man sige: »Vi har brugt nogle millioner, fordi vi håber på, det her sker. Så er man i det mindste ærlig omkring, at man ikke har så meget at stå på,« siger Pelle Guldborg Hansen og fortsætter:

»Hvis man ikke måler på sine kampagner, laver man bare ting for syns skyld.«

Kun baseret på tillid

Når man har sagt ja til at få et »partnerskabstræ«, har man skullet underskrive en såkaldt »samarbejdsaftale« med kommunen, hvor man forpligter sig til at passe, pleje og vande træet og til at sikre sig, at andre københavnere kan se træet og derved får glæde af det.

Men ordningen er kun baseret på tillid, oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen til Berlingske.

Det betyder, at der ingen kontrol har været med, om man har brudt reglerne, eksempelvis ved at plante en høj hæk foran træet, så ingen andre får glæde af det, eller ved at forsømme at vande træet, så det dør.

Samlet set har kampagnen kostet over 5,5 millioner skattekroner fordelt på 2.189 forskellige træer, kommunen har givet ud. Hvor mange af de træer, der i dag er døde, er Teknik- og Miljøforvaltningen grundet den tillidsbaserede ordning ikke klar over. De oplyser, at de fleste af pengene er gået til selve træerne og ikke til kommunikation omkring projektet.

Og om ordningen har haft en effekt ved at gøre byen »grønnere til glæde for københavnerne«, er forvaltningen heller ikke klar over.

»Man ser tit, at kommunikationsindsatser ender med at handle om at krydse en intern boks af, så man kan dokumentere, at man har lavet en indsats, frem for at lave det, der er mest effektfuldt, og lave noget, der virker,« siger Pelle Guldborg Hansen.

Ninna Hedeager Olsen, Teknik- og miljøborgmester for Enhedslisten, oplyser, at man altid er interesseret i at lave de bedst mulige og mest effektive kampagner. Men når der er flere aktører, der arbejder for at skabe en mere hensigtsmæssig adfærd, så kan det ifølge hende være svært at sige med sikkerhed, om det er kampagnerne eller andre indsatser, der har påvirket adfærden i den rigtige retning.

Derudover oplyser Ninna Hedeager Olsen, at man anser projektet som en success, fordi man har fået afsat alle de træer, der var afsat penge til.

85.000 gratis »lommeaskebægre« og en »godtvejrspatrulje«

Københavns Kommune har de seneste 10 år kørt kampagnen »Ren Kærlighed til KBH«, der nok især er kendt for de neongrønne skraldespande rundt omkring i byen.

Kampagnen er et bredt initiativ for at bekæmpe skrald i byen, men en del af kampagnen har i de seneste mange år fokuseret på cigaretskod, da dette er den største skraldesynder i byen.

Her er formålet med kampagnen, at den skal »bidrage til, at færre rygere smider skod på gaden.«

Hvert år har kommunen udsendt pressemeddelelser om, at man igen i år kører kampagnen, fordi skod er et stort problem i bybilledet. Men tallet, man har fremvist årligt, har stort set været det samme. Andelen af skodder ift. andet skrald har nemlig ligget så godt som uændret omkring 86-87 procent hen over årene.

Noget tyder altså på, at problemet ikke bliver mindre, selvom kommunen hvert år investerer i kampagnen.

»[ …] det har vist sig ikke at være helt så ligetil at ændre på adfærden,« sagde fungerende teknik- og miljøborgmester fra Enhedslisten Karina Vestergård Madsen i 2019 om problemet.

Alligevel kører kampagnen stadig den dag i dag. Men virker den?

Spørger man Teknik- og Miljøforvaltningen, om kampagnen opfylder formålet med, at færre rygere skal smide skod på gaden, får man følgende svar:

»Vi kan ikke måle en direkte afledt effekt af kampagnen og antallet af skod i hele København, da man ikke kan isolere betydningen af hver enkelt indsats ift. antallet af skod og i øvrigt sikre sig, at alle andre forhold er uændret.«

Hele kampagnen er indtil nu løbet op i 8.270.573 kroner, hvoraf en betydelig del er gået til initiativerne målrettet cigaretskod.

De sidste tre år har man eksempelvis brugt 349.000 kroner på at uddele 85.000 gratis »lommeaskebægre« og 200.000 kroner på en »godtvejrspatrulje,« hvor to personer har uddelt askebægre og skraldeposer og er gået i dialog med folk om skod.

Derudover har man brugt flere hundredtusinder kroner på markedsføring af kampagnen i form af videoer, plakater og opslag på sociale medier.

Og spørger man Pelle Guldborg Hansen, er kampagnen langt fra optimalt skruet sammen.

»Hvis man ikke måler effekten, kan jeg ikke se, hvad der legitimerer, at man deler en masse gratis merchandise ud og håber, at det virker. Jeg har aldrig set nogen, der har brugt lommeaskebægret. Spørgsmålet er, om man måske har genereret mere affald, end man har bekæmpet.«

Tror på, det har en effekt, der »ikke nødvendigvis er super målbar«

Teknik- og miljøborgmester i København for Enhedslisten Ninna Hedeager Olsen anser det ikke som et stort problem, at man ikke ved, om kampagnerne har en effekt.

»Vi har valgt at sætte nogle relativt små beløb af til kampagnerne, og der er taget en politisk beslutning om, at man tror på, at det har en effekt, som ikke nødvendigvis er super målbar.«

Du siger, det er okay med de to kampagner her. Er der nogle grænser for, hvor mange kampagner kommunen bør lave, uden at man måler på, om de har en effekt?

»Det er et totalt latterligt spørgsmål.«

Hvorfor?

»Jeg ved ikke, hvad det er for nogle kampagner, du tænker på. De her to kampagner har et helt konkret formål, hvor nogle politikere har sat nogle penge af til noget, og man accepterer, at der er et adfærdselement. Det accepterer vi her, og det synes jeg er fint. Jeg kan ikke forholde mig til de andre kampagner. Det er et abstrakt spørgsmål, jeg ikke på nogen måde kommer til at svare på.«

Jeg tænker bare, at alle politikere synes, at det de selv vil indføre, er en god idé. Ellers ville de ikke indføre det. Så er der nogen grænse for, hvor mange kampagner, politikere bør lave uden at måle på, om de har en effekt?

»Hvis det er en kampagne, jeg går ind for og tror på har en effekt, må man tage stilling til i den konkrete sag, om man vil bruge penge på nudging, selvom man ikke kan måle, om det har en effekt.«

Spørger man Pelle Guldborg Hansen, adfærdsforsker på Roskilde Universitet, er den tilgang til sådanne kampagner ikke hensigtsmæssig.

»Det er ikke abstrakt. Som regel er det ultra konkret. Man kan måle rigtig, rigtig meget. Som regel handler det om, at folk ikke har uddannelsesmæssig baggrund eller viden til at gennemskue, hvordan man gør det.«

Efter interviewet med Ninna Hedeager Olsen, er hun vendt tilbage med oplysninger om, at man måler på forskellige aspekter af kampagnerne.

»Vi er altid interesserede i at lave de bedst mulige og mest effektive kampagner. Men når der er flere aktører, der arbejder for at skabe en mere hensigtsmæssig adfærd, så kan det være svært at sige med sikkerhed, om det er vores kampagner eller andres indsatser, der har påvirket adfærden i den rigtige retning. Men vi kan konstatere, at kendskabet til Ren Kærlighed i KBH er højt, og det tyder på, at kampagnen har effekt.«

Artiklen er opdateret med flere oplysninger fra Teknik- og Miljøforvaltningen samt Ninna Hedeager Olsen.