Kan 130 mennesker bo sammen og stadig overholde coronarestriktionerne?

På Svanholm Gods bor 130 mennesker tæt sammen, men kan et storkollektiv få hverdagen til at gå op i en tid, hvor samvær mellem mennesker er den største fjende i kampen mod coronavirussen, og har fællesskabet vist sig at være en fordel i krisetiden? På Svanholm er Ida Egedal Henriksson ikke i tvivl.

Der bor 130 mennesker på Svanholm Gods, der siden 1978 har været et storkollektiv for både børn og voksne. Coronakrisen har udfordret fællesskabet og sat en stopper for de store fester, men det sociale liv er stadig velfungerende på Svanholm. Niels Ahlmann Olesen

Allerede i coronakrisens start stod det klart, at større afstand mellem mennesker var vores bedste våben til at bekæmpe virussen. Alvorlige eksperter tonede igen og igen frem på skærmen og lod os alle forstå, at smitten kun kunne holdes nede, hvis vi så få mennesker og blev ved med at se de samme.

»Sammen hver for sig« blev allestedsnærværende, mens coronavirussen blev udråbt som »ensomhedens pandemi«, og undersøgelser har nu vist, at profetien desværre viste sig at være sand. Ensomheden er høj, og danskernes trivsel lider under manglende samvær med andre.