Solen skinner, og vejret er dejligt. Men knap så dejlig er udsigten fra Margretheholms Havn i København i disse dage.
En massiv mængde af gråt skum har nemlig lagt sig som en stor dyne over dele af vandoverfladen i havnen på Refshaleøen.
Det har fået flere beboerne i området til at dele billeder af den grå masse på lokale Facebook-sider. De er bekymrede over skummet, der både er generende, og – frygter man – potentielt også giftigt.
»Byggeriet af Lynetteholm er godt i gang. Dejligt at se, at man passer godt på miljøet. Det klamme slam her er jo helt sikkert bæredygtigt,« skriver en bruger blandt andet ironisk på Twitter.
Og noget lignende siger Catrine Mannerup, der bor på Margretheholm, til TV 2 Lorry.
»Det ser frygteligt ud og er kæmpe klamt. Vi kan slet ikke være her. Der er jo børn, der kigger på krabber og sejler i kajak og leger, og det skal så foregå ved det her nu. Det går meget ud over nærmiljøet herude, og man kan heller ikke lade være med at tænke, om det er giftigt for os,« siger Catrine Mannerup.
»Vi har ikke foretaget prøver«
Over for både mediet Ingeniøren og TV 2 Lorry afviser kommunen, at skummet skulle være giftigt, eller at det har nogen miljøpåvirkning i det hele taget.
Forklaringen skal delvist findes i byggeriet af Lynetteholm, lyder det. Skummet opstår naturligt, men får sin grålige farve, fordi det blandes op med sandkorn fra det igangværende anlægsarbejde. Det flyder ind i havnen alt efter vind og vejr, forklarer By & Havn.
Men kommunen har ikke taget prøver af den grå masse, fortæller Kristian Wederkinck Olesen fra By & Havn til Ingeniøren.
»Vi har ikke foretaget prøver af vandet eller skummet, eftersom vores rådgivere ikke vurderer, at det er nødvendigt, når nu der er tale om en naturlig skumdannelse, og vi desuden bruger rent sand til anlægget af dæmningen,« siger han.
By & Havn oplyser, at de nu undersøger, hvorvidt det i fremtiden vil være muligt at lægge flydespærrer ud, der kan holde skummet væk fra lystbådehavnen.