En ganske unik attraktion har de seneste 30 år prydet København.

Nu kan planer betyde, at attraktionen må lade livet – og det har gjort flere borgere stærkt utilfredse.

En udviklingsplan for et »byintegreret, nutidigt og synligt idrætsanlæg« på en af Frederiksbergs bedste lokaliteter er ved blive udarbejdet – i et område på Pile Allé, hvor Tuborg-labyrinten ligger.

Planen skal modernisere det nuværende anlæg og samtidig give nye faciliteter – for eksempel indendørs padelbaner og flere almindelige tennisbaner.

Håbet er at skabe noget, som »imødekommer foreningsidrættens ønsker og samtidig henvender sig bredt til offentligheden,« lyder det fra Frederiksberg Kommune.

Men det vil også betyde, at de 7.000 bøgeplanter, der udgør labyrinten fra 1993, skal fjernes, fordi dette er en del af projektområdet.

Og det er flere frederiksbergere utilfredse med. Blandt andre Carl Emil Hansen, som med sin kæreste har indledt en underskriftsindsamling for at bevare labyrinten. I skrivende stund har knap 600 borgere skrevet under på protesten.

Carl Emil Hansen er nabo til labyrinten og påpeger, at der er mange, der i dag bruger labyrinten. Han føler, at det vil bryde med byens grønne profil at fjerne labyrinten, siger han til KøbenhavnLIV:

»At labyrinten er unik, er i sig selv et argument for dens bevarelse. Den udgør en unik perle på Frederiksberg. Ja, i hele København for den sags skyld, for der er ikke andre labyrinter i hovedstaden. Alene af den grund er den en turistattraktion og et vartegn, ligesom den har en historisk betydning for området.«

Andre er derimod med på muligheden for at få padelbaner frem for en labyrint, skriver TV 2 Kosmopol.

Det er Kjøbenhavns Boldklub (KB), der gået sammen med kommunen om at udarbejde en udviklingsplan for det området, hvor labyrinten også ligger. Udover at modernisere de nuværende faciliteter er ønsket at supplere med for eksempel »indendørs padlebaner og yderligere indendørs tennisbaner, boldhal, motionslokale«.
Det er Kjøbenhavns Boldklub (KB), der gået sammen med kommunen om at udarbejde en udviklingsplan for det området, hvor labyrinten også ligger. Udover at modernisere de nuværende faciliteter er ønsket at supplere med for eksempel »indendørs padlebaner og yderligere indendørs tennisbaner, boldhal, motionslokale«. Frederiksberg Kommune

Lover at høre alle

Planerne er stadig i en tidlig fase, for det er hverken afgjort, hvad der skal skal være, og hvordan det skal finansieres.

Problemet er ifølge initiativtagerne til underskriftsindsamlingen, at labyrinten er en del af projektområdet, og at den var fjernet på de projektmodeller, de blev præsenteret for på et åbent husarrangement, skriver KøbenhavnLIV.

Lone Loklindt, der er formand for by- og erhvervsstrategisk udvalg og Frederiksbergs 1. viceborgmester, påpeger i lokalmediet, at hun endnu ikke har set mere konkrete scenarier for planerne.

Hun lover, at alle interessenter vil blive inddraget, ligesom der vil være et grundigt forarbejde, hvis planerne i sidste ende skal blive til virkelighed.

Det vigtigste om hovedstaden direkte i din indbakke

Hver fredag samler nyhedsbrevet »Metropol« de vigtigste historier om København og hovedstadsområdet – og en skarp anbefaling til din weekend.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske ugentligt opdaterer mig på de vigtigste nyheder om hovedstadsområdet. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart.  I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.