I hjertet af København er kriminaliteten i top – men det er trygheden også

Ny tryghedsundersøgelse kortlægger københavnernes oplevelse af at føle sig trygge i deres egen bydel, og hvor meget kriminalitet de udsættes for. I centrum af København finder man lidt af et paradoks mellem tryghed og kriminalitet.

Generelt føler borgerne i København sig nu lige så trygge, som de gjorde, før den store bandekonflikt skabte frygt i årene 2017-2018. Men der er forskel på, hvordan det billede tegner sig i de enkelte bydele. Og hvor meget kriminalitet borgerne bliver ramt af. Linda Kastrup

Turisterne flokkes side om side med de mange københavnere, der jævnligt frekventerer de mange restauranter, museer, butikker og værtshuse i centrum af København.

Det er således en bydel med mange mennesker, hvilket også danner grundlag for, at det er den bydel i hovedstaden med mest borgervendt kriminalitet.