Goddag kære læser.
Velkommen til Berlingskes nyhedsoverblik »Metropol«.
En række mænd blev onsdag sigtet for en meget alvorlig sag om planlægning af adskillige drab.
Vi starter dog overblikket på Københavns Rådhus.
1. Da hun satte sig i borgmesterstolen, var der 17 medarbejdere. Et år og ni måneder senere er de 16 væk

Perspektiv: Da Mia Nyegaard (R) i januar 2022 satte sig i borgmesterstolen i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, blev hun budt velkommen af 17 menige medarbejdere i direktions- og ledelsessekretariatet. I dag er kun en enkelt af de 17 medarbejdere tilbage.
Kort fortalt: Som beskrevet i Berlingske har mange af de 16 medarbejdere oplevet problemer med arbejdsmiljøet i sekretariatet og borgmesterens ledelsesstil. Ifølge Berlingskes oplysninger har ni af de 16 selv sagt op. Resten er forflyttet eller overflyttet.
Læg mærke til: Det lyder, at dermed er problemerne i sekretariatet på en eller anden måde løst sig selv. De medarbejdere, der oplevede problemer, er således væk i dag.
2. Københavnsk bande skulle ifølge politiet bruge bombe på 15-20 kilo til at »starte krig mod Bandidos«

Kort fortalt: Syv mænd i alderen 24-36 år er sigtet for planer om at myrde fire medlemmer af Bandidos i starten af 2021. Det skulle ske som hævn for drabet på et højtstående medlem af den hedengangne bande NNV fra det nordvestlige København.
Perspektiv: De sigtede planlagde ifølge politiet at bruge både skydevåben og bomber mod medlemmer af Bandidos, som i flere tilfælde skjulte sig under konflikten, sagde Tomas Hugger, som er specialanklager ved National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Hvad så nu? De blev onsdag fremstillet i Københavns Byret. Alle syv nægter sig skyldige og retten har nedlagt navneforbud.
3. V-profil giver ikke op: Christiansborg skal hjælpe Frederiksberg med at boykotte danske virksomheder

Perspektiv: Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune kom i sidste uge frem til, at kommunen ikke har hjemmel til at boykotte danske virksomheder, der driver forretning i Rusland. Samme besked får politikerne i Frederiksberg Kommune nu.
Kort fortalt: Forvaltningens vurdering ærgrer Venstres Jan E. Jørgensen. Derfor er han også tilfreds med, at kommunalbestyrelsen mandag besluttede at kontakte Christiansborg for at få reglerne ændret.
Læg mærke til: Forvaltningen skriver at, det er en mulighed »at henvende sig til regeringen (det relevante ministerium, red.) med det formål at få skabt den manglende lovhjemmel«.
4. Han er træt af den fortælling, som medstuderende skaber: »Jeg synes, der er en tendens til, at uddannelsen eroderes«

Kort fortalt: Hver tredje studerende på landets samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske studier tør ikke række hånden op og stille spørgsmål til undervisningen, viser en ny undersøgelse.
Perspektiv: Jacob Dalsgaard, der er jurastuderende på Københavns Universitet, kender udmærket til tendensen med tavse studerende, men han kender ikke til det læringsmiljø, som undersøgelsen beskriver. Det kan nemlig godt være et trygt og udbytterigt læringsmiljø, samtidig med at det er hårdt, mener han.
Hvad betyder det? Jacob Dalsgaard mener, at der er en »tendens til, at uddannelsen eroderes, fordi den over lang tid er blevet tilpasset i retning mod den laveste fællesnævner.«
5. En vaskeægte Oscar-kandidat er landet

En ny film med Mads Mikkelsen i hovedrollen er landet i de danske biografer. Filmen er »i sandhed en præstation«, skriver Berlingskes film - og medieredaktør, der gav filmen fem stjerner.
Filmen, der tager udgangspunkt i en historie fra 1700-tallet, er så god, at anmelderen kommer med et sjældent ønske:
»Filmen er fuld af scener, hvor Mads Mikkelsen spejder over heden, og er alligevel ikke ét minut for lang. Det er lige før, man kunne ønske, at den var længere. Som anmelder er det uhyggeligt sjældent, man har det sådan,« skriver hun.
Filmen er 127 minutter lang og havde torsdag premiere i biografer landet over.
Har du ris, ros eller ideer til nyhedsbrevet eller til historier fra hovedstadsområdet, Berlingske bør dække, så skriv til journalist på Berlingske Malte Møller Madsen på mamm@berlingske.dk.



