Københavnerne har tilsyneladende et problem med lysregulering.
Det får nu politiet til at sætte ekstra fokus på cyklister og bilister, der ignorerer det røde lys og kører alligevel.
En ny undersøgelse gennemført af Rådet for Sikker Trafik sidste år viser, at København og Københavns Vestegn har flest bilister, som kører over for rødt lys.
I begge politikredse har 17 procent af bilisterne bevidst kørt over for rødt lys det seneste år. Det er markant flere end i Nordsjælland, som med 12 procent indtager en tredjeplads på listen.
Også når det gælder cyklister, ligger Region Hovedstaden på en farlig førsteplads. Her fortæller 12 procent af cyklisterne, at de meget ofte, ofte eller en gang imellem cykler over for rødt. Til sammenligning er landsgennemsnittet otte procent.
Razzia midt i København
Undersøgelsen har fået Københavns Politi til at sætte ekstra mandskab ind på færdselsindsatser. Det fortæller vicepolitiinspektør Henning Pedersen til KøbenhavnLIV.
Sidste uge var der kontrol på Børsgade/Børsbroen, Gammel Torv og Dronning Louises Bro.
43 bilister blev sigtet for at køre over for rødt og fik klip i kørekortet.
297 cyklister fik bøder for det samme.
Når det gælder bilisterne, har politiet især øje på krydset mellem Hillerødgade og Borups Allé.
»Med cykler har vi vores faste punkter ved Dronning Louises Bro og Nørrebro Station. Det er jo nærmest ragnarok der. Står vi tre timer, har vi over 100 sager,« siger politikommissær i færdselspolitiet, Peter Veje, til KøbenhavnLIV.
Berlingske var i årets første måned inviteret med til en »cykelrazzia« på netop Dronning Louises Bro.
Her blev der udskrevet knap 50 bøder på en enkelt time – dog var det manglende lys på cyklerne, som var i fokus.