Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
1. januar 2022 begynder der virkelig et nyt år på Frederiksberg, når socialdemokraten Michael Vindfeldt overtager posten som borgmester på rådhuset i hovedstadskommunen.
Det er første gang nogensinde, at en socialdemokrat kan iklæde sig borgmesterkæden i kommunen, der nu fremover vil have en kommunalbestyrelse med et snævert rød-grønt flertal på 15 ud af i alt 29 mandater.
Foruden Vindfeldts Socialdemokratiet består flertallet i kommunalbestyrelsen nu af Radikale Venstre med Lone Loklindt som ny viceborgmester, Enhedslisten og SF.
I 112 år har Frederiksberg været ledet af en konservativ borgmester, men den konstitueringsaftale, som en flok trætte politikere fra byens hidtidige opposition kunne præsentere klokken 05.40 onsdag morgen, tegner et klart billede af, at Frederiksberg fra årsskiftet får en ny politisk farve.
For eksempel får Enhedslisten lige så mange udvalgsformandsposter som de borgerlige partier på rådhuset i Smallegade. Det sker, efter at venstrefløjspartiet til valget tirsdag opnåede flere stemmer end alle andre partier på Frederiksberg bortset fra Det Konservative Folkeparti, som blev klart størst.
Alligevel må partiet anført af Simon Aggesen nu se den borgmesterpost, det har haft siden 1909, glide af hænde.
En fra Venstre
Enhedslisten anført af spidskandidat Mette Bang Larsen sætter sig således på formandsposten for socialudvalget, børneudvalget og et udvalg for boliger og energi.
Det er lige så mange poster som de tre formandsposter for kultur og fritid, arbejdsmarked og sundhed og forebyggelse, som det nye centrum-venstre-flertal vil tilbyde de borgerlige partier på Frederiksberg.
Den fremtidige opposition i hovedstadskommunen består fra 1. januar af af 13 konservative mandater og en Venstre-mand, formentlig Jan E. Jørgensen.
Michael Vindfeldts socialdemokrati sætter sig foruden borgmesterposten på formandsposten for ældre- og omsorgsudvalget, mens SF skal lede et udvalg for klima, trafik og transport.
Lone Loklindt havde stræbt efter borgmesterposten på Frederiksberg, men oppositionspartierne kunne altså bedre enes om Michael Vindfeldt som ny borgmester.
Til gengæld bedyrede både Vindfeldt og Loklindt, at hun som viceborgmester vil få en mere fremtrædende rolle, end viceborgmestre på Frederiksberg traditionelt har haft.
»Frederiksberg har fået et nyt makkerpar,« som Michael Vindfeldt udtrykte det, da de fire partier bag konstitueringsaftalen præsenterede udkommet for pressen.
Radikale Venstre skal stå i spidsen for et såkaldt by- og erhvervsstrategisk udvalg, der blandt andet skal have ansvar for kommuneplanen og spørgsmålene om blandt andet Bispeengbuen og hospitalsgrundens fremtid.
Radikale Venstre får også formandsposten i undervisningsudvalget.
Tilsammen fik partierne i det valgforbund, der sikrede Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten og SF flertallet i kommunalbestyrelsen, 50,5 procent af stemmerne.