Endnu en gang skal gader i København spærres af.
Det sker i forbindelse med Copenhagen Historic Grand Prix, der skal afholdes i weekenden 6.-7. august, hvor der både vil være gaderæs på en 2,4 kilometer lang bane, og hvor man vil fejre racerbiler og berømte racerkørere – særligt de danske.
Og lyden af hvinene dæk vil kunne høres i store dele af byen, når det årlige løb finder sted ved Bellahøj Park i Nordvest. Siden 2001, da løbet første gang blev afholdt i Fælledparken, har arrangementet tiltrukket unge som gamle, samt kendte danskere og Kongehuset.
Selvom løbet kun foregår over to dage, vil områder blive spærret flere dage forinden for at gøre plads til løbet.
Den første vej, der vil blive lukket, er Bellahøjvej mellem Frederikssundvej og Ved Bellahøj Syd, der fra tidligt tirsdag den 2. august vil spærret frem til onsdag den 10. august, skriver KøbenhavnLIV.
Derudover vil Hvidkildevej mellem Bellahøjvej og Genforeningspladsen være spærret i samme periode for alle med undtagelse af campinggæster.
Fra torsdag den 4. til mandag den 8. august vil Frederikssundsvej indsnævres mellem Bellahøjvej og Borups Allé, og Hulgårdsvej lukkes mellem Borups Allé og Vognborgvej.
Busholdepladsen lukkes ligeledes, når sidste bus er kørt torsdag aften, og vil være lukket frem til tirsdag den 9. august.
Skal du til grandprixet, kan du tage en shuttlebus mellem Flintholm Station og Bellahøj.