Eva Ravnbøl: »Jeg følte, jeg var havnet i noget rigtig svært, der var større end mig selv«

Eva Ravnbøl gjorde sit liv i Italien til en journalistisk karriere. Da muligheden bød sig, kunne hun bruge sit netværk og sin fornemmelse for det almindelige liv i de reportager, hun laver for TV 2. Siden har hun rapporteret om italienernes forhold til alt fra fodbold til paven og finanskrisen. Men også om flygtningestrømme og den corona, der slog hårdt og først i Italien.

TV 2-korrespondent Eva Ravnbøll har solgt sin lejlighed på Christianshavn, men hun bor stadig i en hotellejlighed i bydelen, når hun er hjemme i Danmark. Niels Ahlmann Olesen

At Eva Ravnbøl overhovedet kom på en dansk tv-skærm første gang, var ikke så lidt af en tilfældighed. Hun blev ganske enkelt opdaget.

Scenen var en bryllupsmiddag i midten af 1990erne. Eva Ravnbøl havde fået en erfaren fotograf til bords. Den dengang 30-årige kvinde havde egentlig boet og arbejdet i Rom i de seneste fem år, men var hjemme på en kort visit.