Det kan få stor betydning for borgere i Frederiksberg Kommune, der ejer et firehjulet køretøj med nummerplader, når Miljø-, Bynatur og Mobilitetsudvalget holder møde mandag aften.
Her skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, om man vil sænke kørselshastigheden til 40 kilometer i timen i fire udvalgte områder i forbindelse med en forsøgsordning, Transportministeriet står bag.
Det skriver TV 2 Lorry.
Ifølge mediet ønsker Radikale Venstre at sænke hastigheden i hele kommunen, mens man hos Konservative vil gå mere forsigtigt til værks, lyder det fra Anders Storgaard, medlem af Miljø-, Bynatur og Mobilitetsudvalget for Konservative.
»Vi støtter forslaget, men vi er ikke tilhængere af en makshastighed på 40 kilometer i timen overalt i kommunen. Det er dog fint at deltage i projektet – især i områder, hvor der er særlig utryghedsskabende trafik, og hvor vi ved, at der er mange borgere, der kører stærkt,« siger han til TV 2 Lorry.
Selv peger han blandt andet på det vestlige Frederiksberg, hvor der er »virkelig store udfordringer« med trafikken.
Forsøgsordningen, som kommunalbestyrelsen i aften skal vurdere, om man vil forsøge at blive en del af, skal bestå af i alt 15 kommuner. De deltagende kommuner får lov til at sænke fartgrænsen til under de 50 kilometer i timen, der er udgangspunktet for kørsel inde i byen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Transportministeriet.
»Lavere lokale hastighedsgrænser kan være med til at give større trafiksikkerhed. Flere kommuner har ønsket bedre muligheder for at sænke hastigheden i udvalgte områder, og derfor laver vi nu en forsøgsordning, der giver 15 kommuner mulighed for at prøve det af. På den måde kan vi få nogle erfaringer, der forhåbentlig giver en bedre trafiksikkerhed på længere sigt,« lød det i forbindelse med lanceringen fra daværende transportminister Benny Engelbrecht (S)
En by for borgere – ikke biler
Berlingske beskrev sidste år ønsket om at sænke hastigheden på Frederiksberg, efter at De Radikales borgmesterkandidat til kommunalvalget i november 2021, Lone Loklindt, havde haft et debatindlæg i Politiken om muligheden for at sænke fartgrænsen.
»Alt for længe« havde man taget »for meget hensyn til bilismen og for lidt hensyn til vores fælles tryghed og sikkerhed«.
Frederiksberg skulle altså med andre ord i højere grad være borgernes frem for bilernes kommune, og det er så i aften, at kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om det skal ske.
Da Lone Loklindt skrev indlægget, gjorde det ikke det store indtryk på den daværende borgmester, Simon Aggesen (K), der dog så en god og positiv intention i forslaget, idet gennemsnitshastigheden i kommunen alligevel var 33 kilometer i timen og dermed langsommere end den grænse, Lone Loklindt foreslog.
Trafikforsker ved Aalborg Universitet Harry Lahrmann udtalte dengang til Berlingske, at ideen om at sænke fartgrænsen på Frederiksberg – og i byerne generelt – var »rigtig god«.
»Det mener jeg helt sikkert. Al forskning viser, at hvis man sænker farten, får man både øget tryghed for borgerne og færre ulykker. Det er simpelthen så veldokumenteret, som noget kan være,« sagde han dengang.
Ifølge Harry Lahrmanns forskning skyldes cirka 70 procent af alle tilskadekomne ulykker med bløde trafikanter i byerne, og daværende borgmester Simon Aggesen var da heller ikke afvisende overfor, at fartgrænsen skulle sænkes – der skulle bare være mening med det.
»Når vi ved, at gennemsnitshastigheden er så lav, som den er, skal vi være meget påpasselige med ikke at lave en generel regel, som skaber gener for bilisterne og ikke gør en reel forskel, der hvor der er behov for det,« siger han.
Det var midlertidigt ikke kun politikerne, der tog del i debatten om fartgrænserne på Frederiksberg, idet flere borgere også har deltaget i diskussionen.
I mediet Frederiksbergliv kunne man blandt andet andet læse, at en beboer mente, at det var en dårlig idé, hvis man sænkede fartgrænsen, mens det ifølge den pågældende borger også var misforstået, hvis man troede, at den lavere hastighed ville være bedre for miljøet.
Områder må ikke være »trafikveje«
Områderne, man i aften skal diskutere fartgrænsen for på udvalgsmødet, er Moltkesvej og Tesdorpfsvej, Bernhard Bangs Allé, kvarteret omkring Ane Katrines Vej og Kronprinsesse Sofies Vej, Svømmehalskvarteret og Blomsterkvarteret.
Områderne er ifølge TV 2 Lorry udvalgt på baggrund af henvendelser fra borgere, mens det også er et krav, at områder, der skal deltage i forsøgsordningen, ikke må være defineret som »trafikveje«.
Fristen for at ansøge om at blive en del af forsøgsordningen er fredag i denne uge. Skulle kommunalbestyrelsen på Frederiksberg i aften nå frem til, at kommunen ønsker at blive en del af forsøget, må de væbne sig med tålmodighed frem til slutningen af februar, hvor Vejdirektoratet vil offentliggøre de deltagende kommuner.