Skulle det være et dyp i Sortedams Sø?
Helt frem til begyndelsen af 1960erne blev der badet i Søerne i indhegninger af hønsenet. Og hvem kunne på en varm dag ikke fantasere om at dyppe fødderne i det svale vand? Måske endda kaste sig ud i det, der efterhånden må karakteriseres som Danmarks nye nationalsport – vinterbadning?
Spørgsmålet er, om det er realistisk.
Dén sag har Marcus Vesterager, som sidder i Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet, undersøgt. Han har forhørt sig hos Teknik- og Miljøforvaltningen og opridser i et Facebook-opslag, hvad han har fundet frem til.
»Siden 1990erne har der løbende været iværksat tiltag, som har forbedret vandkvaliteten i Søerne, men badning er stadig ikke hensigtsmæssigt i dag – og nok heller ikke på sigt,« skriver Marcus Vesterager og lister tre årsager op.
Vil være for populært
Det første punkt er, at Søerne i København er et relativt lille vandsystem med lav vandudskiftning.
»Søerne er, trods alt, stadig meget påvirkede af at ligge midt i en storby,« skriver politikeren.
For det andet, lyder det, leder skybrud, menneskers aktiviteter og fugleekskrementer til forurening og bakterier i vandet.
Den tredje grund til, at badning nok ikke bliver en realitet lige foreløbig, er, at tiltaget formodentlig ville blive meget populært – og risikerer at drukne i sin egen succes.
»De mange badegæster vil i sig selv medføre en betydelig yderligere belastning med næring og bakterier. Det betyder, at der vil være stor risiko for, at krav til badevandskvaliteten ikke kan overholdes,« skriver Marcus Vesterager.
Betyder det så, at vi skal opgive på forhånd? Nej, selvfølgelig ikke, lyder svaret fra politikeren, som opfordrer til at holde drømmen i live.
Penge til muligt rensningsanlæg
Som Københavns rekreative åndehul står i dag, er en dukkert måske heller ikke den første indskydelse, der falder de mange daglige forbipasserende ind.
Selvom der ifølge Københavns Teknik- og Miljøforvaltning bliver gjort rent ved Søerne hver eneste dag, har området i årevis ageret opsamlingssted for affald, grønalger og til tider en tyk, ildelugtende belægning.
Men på det nyligt vedtagne budgetforlig har byens politikere taget et skridt hen mod at lave det om.
Her er der nemlig blevet afsat en halv million kroner til en forundersøgelse af et muligt rensningsanlæg ved Søerne. Et sådant anlæg skal rense og udlede regnvand fra det tilstødende opland – som skal kompensere for den lave vandstand.