Rammen var egentligt last fast, da borgerne i Københavns Kommune skulle komme med deres input til metroen.
Det skulle handle om ideer og kommentarer til to forskellige metrolinjer – M5 lilla og M5 orange – der allerede lå på kommunens tegnebræt.
I stedet er det nu gået stik imod planerne, fordi en række borgere føler sig overset i dem.
Efter den hjemmeside, hvor høringen foregår, er blevet åbnet, vælter det ind med svar om, at metroen i stedet skal køre til den stik modsatte ende af byen. Over 120 af de 165 svar på hjemmesiden handler således om, at metroen bør køre til Brønshøj-Husum. Det skriver Magasinet KBH.
Og der er tilsyneladende tale om en koordineret aktion.
Mens høringen blev åbnet 5. september, begyndte det ifølge Magasinet KBH nemlig først for alvor at tikke ind med Brønshøj-Husum-svarene fra 3. oktober.
Det var samme dag, som Facebook-gruppen »Metro til Brønshøj – Tingbjerg – Gladsaxe Trafikplads« skrev en opfordring til gruppens 1.600 følgere om at gøre deres stemme gældende.
»Ja tak til metro til Brønshøj. Med buslinjer der hører til blandt Nordeuropas mest trafikerede, virker det besynderligt, at vi gang på gang bliver overset i udbygningen af metroen,« lyder et af svarene på hjemmesiden.
Begge de to potentielle metrolinjer, der reelt er på tegnebrættet, får Brønshøj-Husum-borgerne ikke meget glæde af. M5 lilla har ni stationer og metrolinjen løber fra Hovedbanegården via Bryggebroen og DR-byen over Amagerbrogade til Refshaleøen og videre til den kommende kunstige halvø Lynetteholm.
Den lilla linje er beregnet til at koste 13,7 milliarder kroner, mens den anden mulighed, M5 orange, er langt billigere.
M5 orange er beregnet til at koste 5,5 milliarder, men har til gengæld kun fire stationer. Den vil løbe fra Østerport under havnen til Refshaleøen og videre til Lynetteholm.
Et flertal af politikerne på Rådhuset har udpeget deres favorit. Som en del af budgetaftalen 2023 vil man nemlig arbejde for M5 lilla og ønsker den forlænget til Rigshospitalet med to ekstra stop indlagt undervejs.
Anlægsarbejdet på den af de to linjer, der vælges, skal efter planen begynde i 2026 og vare til 2034. I 2035 forventes den nye metrolinje at kunne tages i brug.