Frederiksberg Boligfond, der driver 2.400 boliger, har igennem flere år befundet sig i et større økonomisk uvejr og sågar været konkurstruet.
På den baggrund har fremtiden for fondens boliger været usikker, men nu kan de mange frederiksbergfamilier, der lejer sig ind i fondens boliger, sove trygt om natten.
Med en aftale mellem Frederiksberg Boligfond og Frederiksberg Kommune bytter kommunen en gammel forkøbsret til 16 af fondens ejendomme til en anvisningsret på 25 procent i fondens ledige boliger.
Aftalen betyder, at Frederiksberg Boligfond og fondens lejere går »en tryg og stabil fremtid i møde«, oplyser Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.
»Det er superpositivt, for det er næsten 2.000 familier på Frederiksberg, hvis hjem har været i fare for at gå konkurs,« siger borgmester på Frederiksberg Michael Vindfeldt (S) til Berlingske.
Fondens formand, Flemming Brank, er også glad for aftalen:
»Det er nok ikke nogen hemmelighed, at Frederiksberg Boligfond gerne ville have været de seneste år foruden. Usikkerheden om fondens økonomi har fyldt alt for meget og skygget for Frederiksberg Boligfonds egentlige formål – at levere gode og prisvenlige boliger til vores flere tusinde lejere på Frederiksberg,« siger han i pressemeddelelsen.

Kommunens gamle forkøbsret var en af de store forhindringer for, at Frederiksberg Boligfond kunne refinansiere gælden. Ifølge borgmester Michael Vindfeldt skabte kommunens forkøbsret, der blev fastsat i 1932 til en meget lav pris, tvivl om ejendommenes reelle værdi, og det betød, at realkreditinstitutterne ikke ville refinansiere fondens lån.
Og det har der været et stort behov for, eftersom fonden i sin tid optog en række risikable SWAP-lån. Med den nye aftale får Frederiksberg Kommune forkøbsret til markedspris og ikke til 1932-prisen på 2,9 millioner kroner. Det betyder ifølge Michael Vindfeldt, at fonden fremover kan eksistere på et sikkert økonomisk fundament.
Fonden var i 2018 ved at sælge tre ejendomme – Den Sønderjyske By, Svalegården og Peter Bangs Hus – til kapitalfonden Blackstone for at komme fri af det økonomiske uvejr. Efter store protester og en tvist om lejernes og kommunens forkøbsret fra 1932 blev salget droppet.
»Alle kan huske sagen, da Den Sønderjyske By var ved at blive solgt til kapitalfonden Blackstone. Med denne aftale undgår vi, at Frederiksberg Boligfond havner i en lignende situation i fremtiden. Det er så vigtigt for Frederiksberg, at vi har boliger, som er til at betale uanset indkomst. Til gavn for beboerne og for den blandede by,« siger Michael Vindfeldt (S) i pressemeddelelsen.




