Dobbelt så mange borgere i nordsjællandsk kommune meldte om rotter

En kommune modtog sidste år dobbelt så mange anmeldelser om rotter, som den gjorde får år forinden. En del af årsagen kan være coronapandemien.

Borgere skal anmelde til kommunen, hvis de får besøg af rotter. Og det var der mange, der gjorde under coronapandemien. Linda Kastrup/Arkivfoto

Som om coronapandemien ikke gav tilstrækkelig med problemer for borgerne og landets kommuner, så medførte perioden ifølge en nordsjællandsk kommune også et væld af indrapporteringer om rotter – blandt andet fra borgere, der var tvunget til at arbejde fra hjemmet. Det skriver Helsingør Dagblad.

Helsingør Kommunes Center for By, Land og Vand har oplevet en stor stigning i antallet af anmeldelser om rotter, og kommunens skadedyrsbekæmpere modtog således lige knap 3.000 anmeldelser fra ejere, der havde set en eller flere rotter på deres ejendom i løbet af 2020.

Der er tale om en fordobling i forhold til 2017, hvor antallet af anmeldelser lå på i alt 1.486, mens antallet af anmeldelser i 2021 var lige over 2.000, oplyser lederen af afdelingen for natur og miljø, Annemarie Westh-Jepsen.

»Der skete en eksplosion i 2020, og selv om de kommunalt ansatte skadedyrsbekæmpere fik besøgt hvert enkelt sted, hvor der var konstateret rotter, kneb det af helt naturlige årsager med at få aflagt de opfølgende besøg inden for en rimelig tidsramme, og det var et problem,« siger Annemarie Westh-Jepsen til Helsingør Dagblad.

Presset på kommunens skadedyrsbekæmpere har været så stort, at der i forbindelse med handlingsplanen for forebyggelse og bekæmpelse af rotter fra 2020 til 2022 blev sat penge af til at ansætte endnu en skadedyrsbekæmper, så der nu er tre og en halv skadedyrsbekæmper i Helsingør Kommune.