Det skal være slut med de lukrative vederlag, som politikere på Københavns Rådhus indkasserer for at bestride bestyrelsesposter i offentlige selskaber.

Sådan lyder forslaget fra Dansk Folkeparti i København, der mener, at vederlaget for mange bestyrelsesposter er »vildt højt«, ligesom det indeholder et uhensigtsmæssigt incitament:

»Vores holdning er, at der er et alt for stort økonomisk incitament til at vælge bestemte poster. Det sker ved konstituering og forhandlinger, hvor disse poster bruges som holdkæftbolsje. Incitamentet skal ændres, så den faglige interesse er styrende for valg af poster,« siger Cheanne Nielsen, kandidat for Dansk Folkeparti i København.

Ifølge partiet er vederlaget for visse poster så højt, at politikere er villige til at påtage sig en tjans, selvom de ikke interesserer sig for bestyrelsens arbejde.

Partiet vil til gengæld hæve den årlige grundløn for at sidde i Borgerrepræsentationen fra 138.000 kroner til 150.000 kroner under den forudsætning, at politikeren vil deltage i bestyrelsesarbejde:

»Hvis man fjerner vederlaget, vil politikerne i højere grad gå efter poster, de har en faglig interesse for, snarere end det er økonomien, der er styrende for politikerens valg,« siger Cheanne Nielsen.

Kandidaten til Københavns Borgerrepræsentation hævder samtidig, at vederlaget bliver brugt i et politisk spil – blandt andet når partierne skal konstituere sig efter et valg:

»Det er før set under forhandlinger, at politikere rejser kritik af en sag, som ikke er specielt populær. Dem, der gerne vil lukke kritikken ned, kan så bare tilbyde en bestyrelsespost for at få kritikerne til at klappe i. Det er for ulækkert. Det fungerer som et holdkæftbolsje,« siger Cheanne Nielsen.

»Helt vild«

Kan du pege på et eksempel, hvor vederlaget enten er blevet brugt som holdkæftbolsje, eller hvor politikere vælger bestyrelsesposter på grund af løn og ikke faglighed?

»Jeg vil helst ikke gå ind i konkrete sager. Jeg ved bare, at der er nogle bestyrelsesposter, som politikere går efter som de første, selvom det ikke er deres primære interesse.«

Hun nævner forsyningsselskabet HOFOR som et eksempel på en bestyrelsespost, hvor vederlaget ifølge hende selv er for højt. Et menigt bestyrelsesmedlem i HOFOR indkasserer årligt 125.000 kroner for sit arbejde:

»Vederlaget i HOFOR er helt vildt, og det går vel at mærke til politikere, der ikke ligefrem mangler penge i dagligdagen.«

Mange taler om, at det er svært at få folk til at gå ind i politik, fordi det indebærer en del knubs fra politiske modstandere, medier og vælgere. Tror du, at jeres forslag vil øge incitamentet til at gå ind i politik?

»Jeg tror i hvert fald, at det vil øge tilliden til politikerne, fordi vælgerne er vant til at høre en masse om små aftaler, der foregår under bordet. Den del af mistilliden kan vi fjerne, hvis vi sænker vederlaget markant, så politikerne kun vælger poster på baggrund af faglighed. Det vil bestyrelserne og borgerne forhåbentlig også kunne mærke i sidste ende.«

Skal levere en del

På Christiansborg siger Dansk Folkepartis kommunalordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, at partiet som udgangspunkt er modstander af konstruktioner, hvor eksempelvis borgmestre både modtager vederlag for borgmesterposten og diverse bestyrelsesposter, idet borgmesterlønnen i sig selv udgør en fuldtidsløn.

For politikere, der varetager et almindeligt job ved siden af politikergerningen, er et forhold afgørende:

»At sidde i Borgerrepræsentationen og bestyrelser er en fritidsbeskæftigelse, hvor vederlaget skal have en størrelse, der gør det muligt for politikeren at købe sig fri fra sit arbejde. Derfor skal vederlaget nogenlunde svare til det arbejde, man ikke kan varetage på grund af sit politiske erhverv,« uddyber ordføreren.

Han mener dog, at et eksempel fra Metroselskabet viser, at Dansk Folkeparti i København kan have en pointe. Her modtager Andreas Keil (S), som sidder i Borgerrepræsentationen, 358.000 kroner årligt som næstformand.

»Uden at kende opgaven i detaljen lyder det som en løn, der næsten matcher lønnen for et fuldtidsjob, så der skal man virkelig levere en del, hvis det skal være i overensstemmelse med lønvilkårene. Jeg synes, at man skal overveje, om man ikke kan afskaffe vederlaget««

Andreas Keil fortæller til Berlingske, at posten indebærer 18 møder om året. Han ved ikke, om vederlaget er for højt. Han mener også, at der er argumenter for, at vederlaget skal have en vis størrelse. Han melder sig dog klar til at drøfte størrelsen af vederlaget:

»Det, jeg tjener på at deltage i enkelt møde, er sådan set i nærheden af det, jeg tjener som brandmand på en måned. Så man kan sagtens tage en drøftelse om, hvorvidt vederlaget for visse poster er for højt. Det synes jeg helt bestemt,« siger socialdemokraten.