Deres hjem er blevet udnævnt som ghetto: »Det er som at blive sortlistet«

Karlemoseparken er et af de nye navne på ghettolisten for 2019, og det er afdelingsformand Per Bach Lauritsen godt træt af. Berlingske har besøgt den nye ghetto for at undersøge, hvad mærkatet betyder for beboerne.

Fatmeh Abo Dawoud på tur med sin hund i Karlemoseparken, et af de nye områder på ghettolisten for 2019. Hun er glad for at bo i området, selv om hun ikke altid føler sig tryg – især når hendes børn leger udenfor, er hun ekstra opmærksom. Niels Ahlmann Olesen

Bygningerne står i to sirlige rækker, der former et V. I Vets spids ligger kulturhuset. Det har lige fået et nyt poolbord.

Med blå maling er der på siden af bygningerne skrevet, hvilken klub der hører til hvor. I én bygning er der motionsklub, i en anden er der pensionistklub. Engang havde de en akvarieklub, men den blev lukket, fordi den brugte for meget strøm.