Mere end fem uger inde i Ruslands invasion af Ukraine er danskernes gæstfrihed flere steder lidt »slidt«.
En rundspørge, DR har foretaget til 64 kommuner, viser, at 19 af dem har modtaget henvendelser fra borgere, der har ukrainske flygtninge boende.
De, der henvender sig, vil gerne vide, hvordan og hvornår flygtningene kan hjælpes videre til en anden form for indkvartering.
Det er måske ikke så underligt, mener sektionsleder ved Dansk Flygtningehjælp Mette Blauenfeldt.
»Det er mange gange utroligt tæt, man kommer til at bo på mennesker, man slet ikke kender på forhånd,« siger hun.
»Man kan umiddelbart tænke, at: »Yes, det kan jeg sagtens, jeg vil virkelig gerne hjælpe« – og så går der en uge. Så finder man ud af, at det faktisk ikke er til at holde ud.«
Før man som familie åbner sit hjem for ukrainske flygtninge, er der derfor ifølge hende en række overvejelser, man bør gøre sig.
Ikke en god model
I fredags oplyste udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) på et pressemøde, at mellem 25.000 og 30.000 ukrainere allerede er flygtet til Danmark. Det antal forventes at stige til omkring 40.000 efter påske.
I kommunerne er boligjagten gået ind – men på vidt forskellige måder.
Mens nogle kommuner opfordrer borgere til at stille deres hjem til rådighed, vil andre ikke formidle kontakten mellem flygtninge og private.
I Rudersdal fraråder man ligefrem privat indkvartering, fordi »der desværre ofte er tale om mennesker, der er voldsomt præget af de begivenheder, de har været vidne til«. som der står på kommunens hjemmeside.
Dansk Flygtningehjælp fraråder ikke ligefrem privat indkvartering af flygtninge.
»Men det er bestemt ikke en model, vi synes er god. Der kan selvfølgelig være en akut situation eller herboende ukrainere, som kan huse venner eller familie, der kommer hertil,« siger Mette Blauenfeldt.
»Men ellers vil jeg hælde mod Rudersdal og sige, at der er en grund til, at vi i Danmark har et meget fintmasket velfærdssystem, der sætter en ære i at sørge for, at alle i en udsat situation får hjælp af myndighederne.«
Det er også et spørgsmål om at sikre, at ingen ukrainere havner i en skidt situation.
»Man må være ærlig og sige, at der findes brodne kar alle steder, som kan finde på at tilbyde nogle virkelig dårlige leveforhold – eller som er ubehagelige over for dem, som kommer,« siger Mette Blauenfeldt.
Hun har hørt enkelte »trælse historier« om flygtninge, der er blevet sat til at lave store mængder husligt arbejde som betingelse for logi.
»Det er aldrig godt. Det er netop derfor, myndighederne sørger for en minimumsstandard, som alle har adgang til. Så man ikke bliver så afhængig af andre menneskers hjælp, at man pludselig ikke har andre muligheder end at lade sig udnytte for at få tag over hovedet.«
»De ved ikke selv, hvordan de vil have det om en uge«
Allerede før man beslutter sig for at invitere flygtninge hjem i privaten, bør man ifølge Mette Blauenfeldt gøre sig en række overvejelser.
Den første er en forventningsafstemning. Jo mere, der er aftalt på forhånd, jo færre anledninger er der nemlig til konflikt, lyder det.
»Er alle i familien enige om, at det er en god idé? Eller har jeg glemt at tale med min partner og mine børn om det?« spørger sektionslederen.
»Man skal også lave aftaler med dem, der kommer. Det handler om, hvor længe man forventer, de kan blive boende. Hvad man kan betale for og hvor længe. Og også, hvordan man bruger køkkenet, badeværelset, stuen og så videre.«
Nogle ting kan være svære at forudse – og det er vigtigt at gøre sig bevidst, understreger Mette Blauenfeldt.
»De mennesker, der flytter ind, er sårbare og i krise. De ved ikke selv, hvordan de vil have det om en uge. Der kan pludselig ske ting hjemme i Ukraine, som gør, at de får det rigtig dårligt,« siger hun.
Bliver det svært at holde situationen ud, er det en god idé at være lidt på forkant.
»Det er en situation, som er uforudsigelig for alle parter. Derfor kan man med fordel aftale at sætte sig ned sammen én gang om ugen og se på, om det er tid til at se på en anden løsning.«
