Coronasmitten stiger med hastige skridt, og flere dage i træk har danskerne formået at slå rekord i antal nysmittede.

Udviklingen ses også på hovedstadens hospitaler, hvor der i sidste uge var 100 indlagte med covid-19. I dag er antallet 167, skriver TV 2 Lorry.

Det svarer til en stigning på 67 procent på blot en uge, hvilket bekymrer Dorthe Crüger, som er koncernchef i Region Hovedstaden.

»Det bekymrer os, for hvis det fortsætter med at stige over de næste uger, så har vi ikke længere plads til den planlagte aktivitet på vores hospitaler, og så må vi begynde at aflyse det, vi også skal, nemlig at behandle alle de andre patienter,« siger hun til TV 2 Lorry.

Koncernchefen appellerer til, at danskerne tager situationen alvorligt, ellers bliver det »simpelthen for svært« for hospitalsvæsenet at følge med.

Hospitalerne på det øvrige Sjælland må også tage sig af flere indlagte coronapatienter. Onsdag var meldingen, at 65 var indlagt med covid-19. Det er fire flere end tirsdag, hvor tallet var 61. Det oplyser TV 2 Lorry.

Onsdag blev 2.558 danskere testet positive for coronavirus, mens tallet var 2.148 tirsdag.

Opfordringer

Folketingets coronafølgegruppe, som består af sundhedsordførerne fra de forskellige partier, er torsdag blevet indkaldt af regeringen til et møde.

Sundhedsordfører for De Konservative Per Larsen er en del af coronafølgegruppen. Han opfordrer danskerne til at tage coronasmitten alvorligt, så der ikke skal indføres yderligere restriktioner inden jul.

»Vi appellerer til, at man tager situationen alvorligt, så vi ikke skal ud i yderligere restriktioner – for eksempel en lukning af Storebæltsbroen – inden jul,« siger han torsdag morgen til TV 2.

Onsdag trådte nye restriktioner i kraft i 38 af landets kommuner – herunder en række kommuner i hovedstadsområdet samt Aarhus og Odense.

I de berørte kommuner er skoleelever fra 5. klasse og opefter hjemsendt, ligesom spisesteder, biblioteker og indendørs idrætsaktiviteter er lukket ned frem til 3. januar 2021.