Minimum én dreng på Vadgård Skole i Søborg i Gladsaxe Kommune har fået sig en noget utraditionel og brutal fødselsdagsgave i forbindelse med sin 14 års fødselsdag, skriver B.T.

En større gruppe drenge på Vadgård Skole i Søborg har trukket mindst én 14-årig dreng ud på et af skolens toiletter og givet ham tæsk i 14 sekunder på dagen, hvor han fyldte 14 år.

Det har ikke været muligt for B.T. at få fremlagt dokumentation for, at der har været flere voldshændelser på skolen, men Københavns Vestegns Politi og Vadgård Skole i Gladsaxe Kommune har imidlertid kendskab til to forskellige episoder.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at de har modtaget en politianmeldelse på baggrund af en episode om tæsk på skolen 20. december 2022, mens skoleleder på Vadgård Skole Ole Hovmand beretter om en episode fra 4. januar:

»Episoden 4. januar har vi taget meget alvorligt, og den er helt i modstrid med vores ordensregler og kodeks for god adfærd. Ifølge vores oplysninger bestod episoden i, at den pågældende blev slået i 14 sekunder, fordi vedkommende fyldte 14 år. Hændelsen, som gik meget hurtigt, blev opfattet af en lærer, som omgående handlede på det,« siger skolelederen.

Episoden bekymrer en far, der har to børn gående på skolen:

»Det er alt for voldsomt, at man bliver hevet med ud på toiletterne og får tæsk af mange drenge. Det er ikke særlig betryggende at have sådan nogle drenge på skolen,« siger faren, der ønsker at være anonym af hensyn til sine børns sikkerhed.

Skoleleder Ole Hovmand fortæller, at man har taget en snak med de implicerede drenge om, at hændelsen er »helt og aldeles uacceptabel« og »et alvorligt brud på skolens ordensregler«.

Det er ikke første gang, at der bliver uddelt fødselsdagstæsk på en dansk skole. I forbindelse med TV 2s dokumentar om den omstridte kostskole Herlufsholm stod en person frem og fortalte, at der er blevet givet fødselsdagstæsk på skolen. Det samme skete på Roskilde Katedralskole i 2018.