Rettelse: Oprindeligt fremgik det ikke af artiklen, at Jesper W. Rasmussen henviste til en samtale mellem Lotte Ingerslev og en ansat i Frederiksberg Svømmehal. Det fremgik heller ikke, at Lotte Ingerslev havde optaget denne samtale og publicerede den på det sociale medie X. Disse forhold er nu beskrevet i artiklen. 

Ingen, inklusive transkønnede personer, skal selv kunne vælge, om man vil klæde om i herre- eller dameomklædningen i Frederiksberg Svømmehal. 

Sådan lyder budskabet fra Frederiksbergs borgmester Michael Vindfelt (S) i et opslag på Facebook. 

»ALLE gæster skal kunne føle sig trygge og velkomne i Frederiksberg badene, inkl. i Frederiksberg Svømmehal,« skriver borgmesteren og tilføjer, at man har mulighed for separat omklædning i svømmehallen, hvis man eksempelvis er transkønnet. 

Også MigogKBH, TV 2 og TV 2 Kosmopol har beskrevet udmeldingen fra Michael Vindfelt.

Ansat har forklaret, at transkønnede mænd må klæde om hos kvinderne

Udmeldingen kommer efter, at formand i Dansk Regnbueråd Jesper W. Rasmussen i et opslag på Facebook har løftet sløret for en samtale mellem en ansat fra Svømmehallen og en person ved navn Lotte Ingerslev. Hun har optaget samtalen og lagt det på det sociale medie X. 

Dansk Regnbueråd er en dansk forening for homo- og biseksuelle samt transkønnede, der arbejder på at fremme en biologisk og binær kønsforståelse. Foreningen har særligt fokus på at forhindre muligheden for juridisk kønsskifte og medicinsk kønsbekræftende behandling for mindreårige. 

Af opslaget fra Jesper W. Rasmussen, som er skrevet ud fra Lotte Ingerslevs optagelse, fremgår det, at den ansatte har forklaret, at transkønnede mænd godt må klæde om i dameomklædningen. 

»Kære Michael Vindfeldt. Hvordan forholder du dig som Frederiksbergs Borgmester til det faktum, at mænd, der selvidentificerer som kvinder, kan bade sammen med kvinder og piger i Frederiksbergs Svømmehal?« spørger Jesper W. Rasmussen i opslaget. 

Og her er svaret altså meget klart fra borgmesteren. 

»Man kan ikke selv vælge, hvor man klæder om og bader i svømmehallen,« fastslår han: 

»Den uklarhed, der har været om reglerne i Frederiksberg Svømmehal, er hermed ryddet af vejen.«

Det vigtigste om hovedstaden direkte i din indbakke

Hver fredag samler nyhedsbrevet »Metropol« de vigtigste historier om København og hovedstadsområdet – og en skarp anbefaling til din weekend.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske ugentligt opdaterer mig på de vigtigste nyheder om hovedstadsområdet. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.