Et rum til mænd og et rum til kvinder – det har som regel været devisen, som omklædningsrum er blevet bygget efter.

Men når der bygges nye idrætsfaciliteter på Frederiksberg, skal der fremover etableres kønsneutrale omklædningsrum.

I hvert fald hvis det står til Enhedslisten, De Radikale og SF, som har stillet forslag om netop dette.

Herudover ønsker partierne at undersøge, om der kan laves kønsneutrale omklædningsrum i allerede eksisterende bygninger.

»Vi lever i en tid, hvor flere og flere mennesker ikke forholder sig binært til køn. De mennesker, der ikke ser sig som hverken mand eller kvinde, skal også have et sted at klæde om,« siger Enhedslistens Anja Lundtoft til TV 2 Kosmopol.

Hun ønsker ikke store fælles omklædningsrum, men nærmere nogle små, private rum.

Direktør er skeptisk

Det er dog ikke alle, der er begejstrede for forslaget.

Frederiksberg Idræt ser en efterspørgsel – men en meget lille en af slagsen, siger direktør Søren Burchall til TV 2 Kosmopol.

Han mener derfor ikke, at behovet, som idrætsforeningen forsøger at imødekomme i de enkelte tilfælde, er proportional med omkostningen.

Herudover mener direktøren ikke, det vil være sundt at etablere omklædningsrum, hvor vi skærmes for hinandens kroppe.

Så risikerer vi nemlig at »miste blikket for den naturlige krop«, lyder det.

Forslaget blev på et møde i kommunalbestyrelsen mandag aften sendt videre til udvalgsbehandling.

Her skal det diskuteres, før det atter skal til afstemning i kommunalbestyrelsen.