Han læner sig roligt frem mod mikrofonen og tager ordet.
»Jeg tænkte, jeg kunne gøre mig nyttig ved at rette op på misforståelsen,« indleder den polske udenrigsminister.
Det, Radek Sikorski siger de følgende fire minutter, bliver nu udråbt som en regulær masterclass i at pille russisk propaganda fra hinanden.
I et indlæg ved lørdagens møde i FNs Sikkerhedsråd tilbageviser han én for én påstande, som Rusland og den russiske FN-ambassadør, Vasilij Nebenzia, er kommet med.
Polens udenrigsminister er »forundret over tonen og indholdet fra den russiske ambassadør,« lyder det.
Videoen er gået viralt efter at være blevet delt på X af blandt andet Sveriges tidligere stats- og udenrigsminister Carl Bildt.
Alene hos ham er den blevet set over fire millioner gange.
»Hvad taler han om?«
»Nebenzia kalder Kyiv for Vestens klienter. Faktisk kæmper Kyiv for at være uafhængig af alle,« begynder Radek Sikorski.
»Han kalder dem et kriminelt Kyiv-regime. Faktisk har Ukraine en demokratisk valgt regering. Han kalder dem nazister. Nuvel, præsidenten er jødisk, forsvarsministeren er muslim, og de har ingen politiske fanger.«
Den polske udenrigsminister fortsætter med at slå ned på den russiske FN-ambassadørs udtalelse om, at Ukraine »vælter sig i korruption«. Selvom ukrainerne har kæmpet med netop korruption, peger han hurtigt pilen tilbage på Rusland.
»Aleksej Navalnyj har dokumenteret, hvor ærligt og fuldt af retfærdighed hans eget land er,« siger Sikorski dybt ironisk.
Derefter anfægter han Nebenzias påstand om, at der hersker russofobi i Vesten.
»Fobi betyder irrationel frygt, og alligevel trues vi næsten hver dag af den tidligere russiske præsident (Dmitrij Medvedev, som er kendt for sine kontroversielle udtalelser, red.) og af Putin-propagandister med nuklear udslettelse. Jeg siger til jer, at det ikke er irrationelt, når Rusland truer os. Vi tror på det.«
Det er ikke de eneste påstande, som udenrigsministeren bekriger. Her er nogle af de andre:
At krigen i Ukraine skyldes »amerikansk nykolonialisme«
At omverdenen nægter Ruslands dets sikkerhedsinteresser
At Polen angreb Rusland under Anden Verdenskrig
»Hvad taler han om? Det er Sovjetunionen, som angreb Polen sammen med Nazityskland 17. september 1939. De afholdt endda en fælles sejrsparade 22. september,« siger Sikorski.
Til slut siger den polske udenrigsminister, at sådanne »demagogiske« udtalelser er uværdige for et permanent medlem af Sikkerhedsrådet:
»Men det, ambassadøren har opnået, er at minde os om, hvorfor vi har modstået sovjetisk dominans og det, Ukraine modstår nu. De havde ikke held til at undertrykke dengang, og de vil ikke have held til at undertrykke Ukraine nu. Tusind tak.«
»Brilliant« og »fremragende«
Responsen på Sikorskis fire minutter lange nedpilning er overvældende begejstret.
På X hyldes udenrigsministerens tale af Carl Bildt som en »klassiker«:
»Ikke meget tilbage af Rusland efter dette,« skriver han.
»Brilliant,« lyder den kortfattede kommentar fra Letlands præsident, Edgars Rinkēvičs, mens Vasyl Zcarych, den ukrainske ambassadør til Polen, kalder det for »fremragende«.
Du kan se videoen fra weekendens møde i FNs Sikkerhedsråd øverst i denne artikel.



