Bilister og cyklister i hobetal kører direkte over for rødt i københavnsk kryds

Københavns Politi sætter fokus på Østerport Station, hvor der er problemer med fartbilister og ulovlige højresving.

Ni klip i kørekort – og én betinget frakendelse af kørekortet. Det blev resultatet, da politiet stoppede fartbilister på en enkelt time ved et kryds i København.

Der er tale om krydset ved Østerport Station, hvor bilister i hobetal blæser over for rødt lys.

Så sent som skærtorsdag blev en kvindelig cyklist kørt på hospitalet efter at være blevet ramt af en lastbil i krydset mellem Øster Voldgade og Oslo Plads.

Krydset er farligt, fordi højresvingende biler helt åbenlyst drejer til højre for rødt lys ned ad Folke Bernadottes Allé, beskriver ØsterbroLIV. Og desuden er der ikke plads til cyklister, der kommer fra Nyboder, som også skal holde ude i krydset for at dreje mod Østerbro.

På 20 minutter talte mediet mere end 100 biler og 20 cyklister, der kørte over for rødt lys.

Hos Københavns Politi er man opmærksom på problemet og vil nu øge sit fokus på krydset.

»Der er strækninger og kryds i København, hvor vi erfaringsmæssigt ved, at der er udfordringer med trafikanter, som ikke overholder reglerne, men der er også steder, hvor vi er afhængige af input fra borgerne i området. Så derfor vil vi meget gerne høre fra borgere, hvis de oplever vedvarende problemer i kryds eller på vejstrækninger i deres lokalområde, og jeg vil gerne opfordre til, at man så kontakter os,« siger politikommissær ved Københavns Politis operative færdselsafdeling Henning Pedersen til ØsterbroLIV.

En kortlægning af trafikulykker i København viste i sommer, at omkring 200 borgere hvert år kommer alvorligt til skade i byens trafik.

Det var i særlig grad cyklister, der kom til skade. Opgørelsen viste, at de udgjorde cirka 55 procent af de alvorligt tilskadekomne i perioden 2015 til 2019. Det flugter ringe med  kommunens ambitioner om, at ingen trafikanter må komme alvorligt til skade eller blive dræbt i trafikken i 2025 – en vision, som Borgerrepræsentationen vedtog i 2017.