Bilister kører uden om nordsjællandsk bro til flere hundrede millioner: »Vi kan jo ikke bare sende regningen til kunden. Vi bliver jordet af den bro«

I september 2019 åbnede Kronprinsesse Marys Bro, der forbinder Hornsherred med Frederikssund. Men turen over broen er ikke gratis, og derfor vælger mange at køre over den gamle fjordforbindelse, Kronprins Frederiks Bro. Det gør Søren Weimann, når sønnen Gustav skal i skole. Anderledes er det for tømrermester Ebbe Bredahl. Uanset hvad han gør, spilder han tid og penge.

På en lille landvej i Tørslev, en by på Hornsherred, ligger Ebbe Bredahls tømrer- og snedkerfirma. Der er ikke langt til Kronprinsesse Marys Bro herfra, men alligevel bruger virksomheden ikke broen. Oscar Scott Carl

Ebbe Bredahl åbner døren ind til værkstedet, og snart breder en duft af savsmuld sig. Her i Tørslev på Hornsherred har Ebbe Bredahl drevet sin tømrer- og snedkerforretning i 45 af sine 72 år. Som han siger, laver de alt. Mens han viser os rundt i værkstedet, er en ansat i gang med at pudse en specialdesignet garderobe med sandpapir. Ebbe Bredahls hund, Niko, tripper rundt og snuser i hælene på os.

Få kilometer herfra ligger Kronprinsesse Marys Bro, som åbnedes i september 2019. Broen blev bygget for at aflaste den gamle Kronprins Frederiks Bro fra 1935, der lidt længere oppe langs fjorden forbinder Hornsherred med Frederikssund.