Det helt tomme bassin burde nok have fået en klokke til at ringe, men ikke desto mindre måtte Berlingskes udsendte helt ned til indgangen ved Islands Brygges Havnebad for at forstå, at der ikke kunne blive tale om nogen badetur i dag.
Svømmebrillerne var ellers pakket, drikkedunken var fyldt med vand, badedragten var allerede på og svømmefødderne lå klar i tasken, men lige lidt hjalp det.
Al badning frarådes nemlig i dag ved Islands Brygges Havnebad.
Det røde flag, der blafrer i vinden fra livreddernes tårn, afslører, at anbefalingen om ikke at gå i vandet i dag skyldes dårlig vandkvalitet ved havnebadet.
Hopper man alligevel i, kan det være sundhedsfarligt på grund af forurening eller giftige alger.
Det er dog stadig muligt at solbade ved havnebadet, mens den grønne plæne formentligt også vil være godt besøgt senere på dagen af solhungrende københavnere.
Rødt flag flere steder
Det røde flag er også hejst ved badezonen ovre på den anden side af kanalen ved Kalvebod Bølge. Det er midlertidigt ikke kun de to havnebade tæt ved Langebro, hvor vandkvaliteten er så dårlig mandag, at al badning frarådes.
Det røde flag er også hejst fire andre steder i Indre By.
Det fremgår af den monitorering, Københavns Kommune holder over badezonerne i byen, at badning også frarådes ved Halfdansgade Badezone, Fisketorvets Havnebad, Havnevigen og Sluseholmens Havnebad.

Det forventes, at det igen vil være muligt at bade i badezonerne ved Havnevigen og Sluseholmen tirsdag mens de vandglade københavnere må vente til onsdag med at tage en dukkert ved et af de fire andre havnebade.
Der bliver dog masser at se frem til, når vandkvaliteten igen er i top senere på ugen.
Hvis prognoserne holder, vil temperaturen snige sig op på 28 grader, mens vandet vil nå en temperatur på 25. Dermed vil vandet i kanalerne – med undtagelse af nogle få grader – være lige så varmt som vandet i svømmehallen.
Kan man ikke vente til tirsdag eller onsdag med at blive kølet af i det kolde vand eller øve sig på at crawle, så er det fortsat muligt at bade mandag.
Det kræver dog, at man søger mod Svanemøllen Strand, Nordhavn, Amager Strandpark eller badezonerne på Refshaleøen, hvor vandkvaliteten stadig er helt i top.



