Badevandet er stadig af »dårlig kvalitet« flere steder i Københavns havn.

Således fremgår det af den såkaldte badevandsudsigt for København tirsdag morgen, at badevandet er af dårlig kvalitet ved fire badezoner fra Langebro til Bryggebroen.

De fire badezoner er: Islands Brygges Havnebad, Halfdansgade Badezone, Fisketorvets Havnebad og Kalvebod Bølge.

Ved de fire badezoner er det røde flag hejst.

Når flaget er rødt, frarådes badning, fordi det kan være sundhedsskadeligt.

Københavns Kommunens teknik- og miljøforvaltningen oplyser, at »et voldsomt regnvejr natten til lørdag har givet overløb med spildevand flere steder i havnen, derfor har vi sat rødt flag ved flere badesteder«.

»Vi har taget prøver i havnen de seneste dage og holder øje med situationen. Strømforholdene gør, at man kan bade flere steder i København, men vi forventer først at tage det røde flag ned de sidste steder i morgen (onsdag, red.),« lyder det.

I går var det røde flag, som beskrevet af Berlingske, også hejst for Sluseholmens Havnebad og Havnevigen. Tirsdag morgen er der grønt flag begge steder, og altså er vandet der af »god kvalitet«.

Det er dog også andre steder at bade i København i dag, hvor der forventes godt vejr.

Det kræver dog, at strandturen går til Svanemøllen Strand, Nordhavn, Amager Strandpark eller badezonerne på Refshaleøen, hvor det grønne flag for »god kvalitet« er hejst.

Badevandsudsigten opdateres dagligt.