Det er ikke hver dag, man finder en genstand, der kan gøre os klogere på datidens skibsfart, som den var for flere hundrede år siden.

Men det skete forleden, da en række marinarkæologer undersøgte havbunden i en sejlrende ud for Københavns havn i forbindelse med anlægsarbejdet til den kunstige halvø Lynetteholm.

Marinarkæologerne fik nemlig øje på to skibsvrag, der har mange år på bagen.

»Det var en meget speciel dag for os, for det er langtfra hver dag, vi finder to skibsvrag, der er så gamle, men samtidig så velbevarede,« siger museumsinspektør på Vikingeskibsmuseet i Roskilde Klara Fiedler.

Det ene skibsvrag er fra cirka år 1800, og det har formentlig været et handelsskib med murstenslast. Det er dette vrag, Vikingeskibsmuseet er begyndt at grave frem og fiske op til en start.

Ifølge Klara Fiedler gemmer der sig imidlertid en mere interessant historie bag det andet vrag. Det er fra cirka 1329, og det har flere koggelignende træk, vurderer Klara Fiedler.

En kogge er en skibstype, der i middelalderen blev udviklet af Hanseforbundet, en sammenslutning af handelsbyer, der dominerede handelen i Nordeuropa i årene 1300-1600. Derfor var skibstypen dengang et hyppigt syn i de nordeuropæiske farvande.

»Koggen var hansestædernes transportfartøj nummer ét, og den blev brugt til transport af alle mulige forskellige varer. Det kunne være alt fra sild til tømmer,« siger Klara Fiedler.

»Vi ved en del om kogger fra skriftlige kilder og fra ikonografien, men det er ret sjældent, at man finder denne type vrag. Så på det parameter er det en skibstype, vi som arkæologer mangler viden om, så det er rigtig fedt, at vi formodentlig har fundet denne type skibsvrag.«

Hun fortæller videre, at vraget fra middelalderen gemte på en kam, tovværk, et fragment af en trebenet malmgryde og bronze fra en bismervægt. Vraget gemte også på mursten og nogle kvadratiske tegl, hvilket kan stamme fra kabysområdet på skibsvraget.

Indblik i samtiden

Museumsinspektøren siger, at vraget kan gøre os klogere på samtiden.

»Skibe var noget af det mest højteknologiske, man havde i middelalderen, og ved at forstå, hvordan skibene blev konstrueret og bygget, kan vi få et mere nuanceret billede af den tid.«

Klara Fiedler fortæller, at museet indtil videre har en begrænset viden om middelaldervraget, eftersom langt størstedelen af det stadig ligger begravet i sandet på havbunden.

Men middelaldervraget skal – ligesom vraget fra 1800-tallet – skilles ad, og derefter skal det op på dækket af det dykkerfartøj, marinarkæologerne arbejder fra.

Delene skal derefter pakkes ind i plastic og opbevares i store kar fyldt med vand. Hvert enkelt stykke tømmer vil i den forbindelse blive scannet med en 3D-scanner, så museet har en digital version af tømmeret.

Det kan bruges til en fysik model af vragene:

»Det kan være, at det skal udstilles på et tidspunkt, men det ved vi ikke med sikkerhed endnu,« siger Klara Fiedler.